Dorthe - næstforkvinde i DSR

Sæt pris på sygeplejersker

Dorthe

1. maj tale

by Leave a Comment

Eller se talen på video her

Kære alle sammen!

Sidste år var jeg her som tilhører i teltet. Jeg havde dengang ingen anelse om, at jeg i år ville få en invitation til at stå her – som næstformand i Dansk Sygeplejeråd – og holde en 1. maj-tale. Her midt i smukke Kongens Have! Tak for invitationen!
Jeg er meget glad og stolt over, at kunne stå og tale her i dag!

***

1 maj er en helt særlig dag for mig.

1. maj er en historisk dag:
– Vi fejrer lønmodtagernes kamp for ordnede forhold.
– Vi bekræfter hinanden i, at samfundet bygger på solidaritet.
– Vi viser hinanden fællesskabet.

Når vi fejrer 1. maj, så er det en påmindelse om, hvad det er, vi er her for. Vi husker på, at tingene ikke altid har været, som de er i dag. Og at der har været – og stadig er – en del at kæmpe for!

Som optakt til 1. maj sang vi i sidste uge i Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd Når jeg ser et rødt flag smælde. Hver gang jeg synger den, bliver jeg bevæget, fordi den fortæller os historien om, hvad vi kommer fra, og dermed hvorfor vi er her.
Og hvorfor der også er brug for at vi i fagbevægelsen er her i morgen.

Og jeg vil også tillade mig selv at blive bevæget i dag. Jeg mener faktisk, at vi alle skal tillade os selv at blive bevægede, når vi fejrer 1. maj.

For 1. maj er en traditionsrig dag – på niveau med en højtid. Lidt som i 90-års fødselsdag, så er det Same procedure as last year, og det at gøre det samme, er vigtigt for traditionerne og er med til at cementere dem.
1. maj, der synger vi, holder taler og lufter faner. En tradition som vi har værnet om siden slutningen af 1800-tallet, hvor det i Paris blev vedtaget at 1. maj skulle være Arbejdernes internationale kampdag.

Hovedtemaet for den første 1.maj i Danmark året efter – i 1890 i Fælledparken – var kravet om en 8 timers arbejdsdag. Og ja, det har vi opnået, og det viser, at det nytter at vi rykker tæt sammen og kæmper.

Og som traditionen foreskriver, så er vi samlet i dag 1. maj og som nævnt er én af traditionerne – taler.

I min tale i dag vil jeg komme ind på hvorfor FN’s Verdensmål er fuldstændig afgørende for flere af vores mærkesager i fagbevægelsen, og hvordan vi kan bruge dem i vores kamp for et mere retfærdigt samfund.

Jeg vil starte med at træde et skridt tilbage, godt og vel 120 år. Dengang så meget anderledes ud.
Kvinder kunne ikke få uddannelse. Kvinder kunne ikke stemme.
Vi kan ikke komme udenom, at mange af vores fag gennem det meste af de formative år har været kvindefag. Derfor er vores historie også en væsentlig del af historien om kvinders vilkår og frigørelse.

For dengang kunne unge kvinder ikke komme ind og få videregående skolegang. De, der havde de drømme, stødte på en mur af modstand.

Og heldigvis for os, var der stærke kvinder som Natalie Zahle og Mathilde Fibiger, som kæmpede for retten til uddannelse.
De lod sig ikke stoppe af en mur.
Og omtrent samtidig begyndte kampen for en sygeplejerskeuddannelse.

Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerskernes fagforening, blev stiftet i 1899 blandt andet med det formål at kæmpe for uddannelse.
Der er sket meget på de 120 år siden DSR blev stiftet! Men vi er langt fra i mål, og det er som om, at det er ved at gå tilbage for ligestillingen i Danmark.
Faktisk trækker vi bundplacering i ligestilling, mens alle vores nordiske naboer topper!
Det er så skævt, at en dansk kvinde i 2018 tjente gennemsnitligt 14-18 procent mindre end en mand.
Det er så skævt, at en kvinde – når hun engang forlader arbejdsmarkedet – har omkring en tredjedel mindre stående på pensionsopsparingen. Det er altså hamrende skævt.

Derfor er jeg også glad for, at vi i Sundhedskartellet er gået sammen med andre af de kvindedominerede faggrupper og har skabt Ligelønsalliancen, hvor vi sammen kæmper for ligeløn – og ligestilling.

Det er ikke en kamp uden sværdslag, for selvom vi i Danmark jo helt åbenlyst går ind for ligestilling, så er vi altså desværre ikke helt enige om en række punkter.
Derfor skal vi stå sammen for at vise at ligelønsproblemstillingen ikke kun er et problem for kvindernes pengepung, men det trækker altså tråde som skaber store problemer generelt i samfundet.

Lad mig komme med et konkret eksempel: Lige nu diskuterer vi manglen på sygeplejersker. Regeringen har sat spot på det i forbindelse med sundhedsreformen, men i forsøget på at løse sygeplejerskemanglen overser politikerne en væsentlig faktor i regnestykket: Den manglende ligeløn. Får vi ikke løst det problem, ender de andre tiltag med at være skønne spildte kræfter.
Hvis vi nu tager fat i deltidsproblematikken. Regeringen peger på løsningen med at få flere sygeplejersker til at gå op i tid. Fx siger de, at hvis alle deltidsansatte sygeplejersker, arbejder 1,3 time mere om ugen, svarer det til at ansætte 1000 flere sygeplejersker.

Det lyder simpelt og besnærende, men lønniveauet har stor betydning for hvor mange timer sygeplejersker kan og vil lægge på arbejdsmarkedet.

Vi ved fra undersøgelser, at op mod 40 % af sygeplejersker på deltid, angiver, at de arbejder på deltid for at få en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv, og det stemmer overens med, at vi også ved, at kvinderne tager den største tørn af det ulønnede arbejde i hjemmet.
Det forklarer, hvorfor at en stor del af sygeplejerskerne er på deltid.

Forklaringen synes ligetil: De traditionelle kvindefags lave lønninger fordrer, at det er kvinden og ikke manden, som går ned i tid, da dette giver den mindste nedgang i familiens samlede indtjening. Når mor og far sidder ved spisebordet og skal finde ud af hvem der skal på deltid, vil løn uden tvivl veje tungt.

Skal vi have flere sygeplejersker til at gå op i tid, bliver det nødvendigt at tage alle faktorer med i regnestykket, og her kan ligeløn vise sig at være den afgørende nøgle

Derfor skal folketingspolitikerne trække i arbejdstøjet og levere en tilfredsstillende løsning på de traditionelle kvindefags vedvarende ligelønsproblem.

Men ligeløn handler om meget mere end lige-løn.
For det handler om generel ligestilling i vores samfund. Det handler også om
– øremærket barselsorlov til mænd.
– forældres ret til fri med løn ved barnets sygdom.

Mit håb er at vi i den nærmeste fremtid vil se måbende tilbage på, at vi måtte kæmpe for ligeløn, lige fordeling af barsel, lige deling af de ulønnede opgaver i hjemmet.
Jeg håber, at det vil synes lige så fjernt, som at kvinder ikke kunne få uddannelse og stemme! Men som historien viser, så kommer det ikke af sig selv, og lige præcis derfor skal vi hilse FNs verdensmål velkommen, og gøre vores til, at vi når i mål med de ambitiøse mål. For heldigvis er ligestilling også på dagsordenen her!

Som historien har vist, har vi kunne forandre, når vi rykker tæt sammen. Derfor er fællesskabet helt afgørende for arbejdet med FN’s 17 verdensmål – hvis vi skal nå i mål!
Som fagbevægelse mener jeg, at vi har en forpligtigelse til at arbejde proaktivt med dem, og mange af målene er hjerteblod for os
– Sundhed og trivsel
– Kvalitetsuddannelse
– Ligestilling mellem kønnene
– Anstændige jobs og økonomisk vækst
– Mindre ulighed
– Klimaindsats

Verdensmålene er afgørende for vores fælles fremtid. Det er ambitiøst hvis vi skal nå i mål med de 17 mål inden 2030. Og her skal vi som fagbevægelse arbejde med.
Det gør vi allerede i dag, og det er ikke kun på det strategisk politiske plan, men hvert eneste medlem af vores fagforeninger er med til at bidrage hver eneste dag!

En ting jeg faktisk mener, at vi skal blive langt bedre til at vise.
Fx hvordan ernæringsassistenten i sit daglige arbejde er med til at opnå fødevaresikkerhed og arbejder for forbedret ernæring hos patienter og borgere.
Eller hvordan tandplejere er med til at sikre sundhed for alle, gennem arbejdet for sund tandstatus og dermed fremmer de trivsel for alle aldersgrupper.
Eller hvordan sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter eller bioanalytikere arbejder med innovation ved at skabe nye løsninger for patienter og borgere.
Eller hvordan mange af vores medlemmer gør en indsats for klimaet ved at sortere affald på hospitalerne.
Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på hvordan vores medlemmer hver dag bidrager til at vi kan nå i mål med verdensmålene.
Men vi kan ikke gøre det alene. Vi er afhængige af at også beslutningstagerne gør noget ved de overordnede linjer, hvis vi skal nå målene.

Hvis jeg skal vende mig mod dét, som mange af os arbejder for hver eneste dag – et godt og lige sundhedsvæsen for alle – vil jeg sige, at den største udfordring, som vi lige nu står over for på sundhedsområdet, er …
– presset på arbejdspladserne.
– presset på medarbejdere og ledere.
– presset på at kunne yde den behandling, sygepleje og omsorg, som borgere og patienter har brug for.

Og den nuværende situation i sundhedsvæsenet gør, at der er langt til vi når i mål!
Og der er belæg for at sige dette:
– Igennem 00’erne var der årlige stigninger på ca. 3 procent i sundhedsvæsenets økonomi. MEN
– Siden 2010 har den årlige realvækst i sundhedsudgifterne været på sølle 1 procent!
En nedgang fra 3 til 1 procent årlige økonomiske stigninger kan i den grad mærkes! Ikke mindst når stramningerne er sket samtidig med at de demografiske udfordringer for alvor satte ind.

En VIVE-rapport fra sidste efterår slår det fast!
Den ansvarlige årlige stigning i sundhedsvæsenets økonomi er 2 procent årligt – hvis vi skal følge den demografiske udvikling og give borgerne den rette faglige behandling.

Og hvis det ikke sker, hvordan vil vi så nå i mål med Sundhed og Trivsel for alle? Eller målet om anstændige jobs, hvor arbejdstagernes rettigheder skal beskyttes og et sikkert og stabilt arbejdsmiljø for alle arbejdstagere skal fremmes!
Alt under 2 procent årlige stigninger i sundhedsvæsenets økonomi er uansvarligt!
***
I Dansk Sygeplejeråd har vi – naturligt nok – et stort fokus på sygeplejefaget og sygeplejerskers arbejdsvilkår. Så tillad mig de næste minutter lige at nævne et par emner som er særligt relevante for sygeplejersker! Som et eksempel på hvordan vi peger på konkrete løsninger for at imødekomme de udfordringer som vi står overfor.

[UDSPILLET: FLERE SYGEPLEJERSKER NU]
For lidt over en uge siden offentliggjorde vi – Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) – et udspil med titlen ”Flere sygeplejersker NU”.

Mangel på medarbejdere er den absolut største udfordring i det danske sundhedsvæsen lige nu. I dag mangler der 4.000 sygeplejersker på landsplan, og fortsætter udviklingen, vil der mangle over 6.000 i 2025.

Et politisk flertal på Christiansborg har indgået en aftale, der vil medføre, at der i perioden 2023-2026 vil blive uddannet godt 1.100 ekstra sygeplejersker.
Flere uddannede sygeplejersker er et første vigtigt skridt mod at løse det massive problem med mangel på sygeplejersker. Men flere studiepladser er ikke nok.

Lige nu står vi i et vadested, hvor behovet bliver ved at vokse,
indtil de første ekstra sygeplejersker er uddannet om fire år. Det går ud over patienterne og personalet.

Derfor er det afgørende med yderligere tiltag til at skaffe endnu flere sygeplejersker på kortere sigt. I udspillet giver vi – Dansk Sygeplejeråd og SLS – 19 helt konkrete bud på, hvordan vi kan skaffe flere kolleger NU.
***
Jeg vil ikke nævne vores mange forslag her. Men lad mig blot nævnte, at vores to initiativer om
– At flere skal gennemføre sygeplejerskeuddannelsen og
– En god start for nyuddannede sygeplejersker
Det vil give yderligere knap 2.400 ekstra sygeplejersker frem mod
2026. Og de første vil allerede vil være i arbejde til næste år!

Det er sådanne konkrete løsninger, der er brug for.

[AFSLUTNING]
Med det forestående valg, bliver den kommende tid ekstra spændende, og det bliver ekstra vigtigt at holde fast i netop fællesskabet, hvis vi sammen skal stille krav til den kommende regering.
For der ER så meget, som vi har en fælles interesse i at løfte og skabe løsninger for – uanset om vi er sygeplejersker, radiografer, tandplejer, jordemødre eller andre af dem som vi har dannet fællesskab med siden vi gik sammen i Sundhedskartellet i 1997.

Jeg vil derfor benytte 1 maj til at minde os selv – og hinanden – om, at vi sammen kan opnå mere. Der er langt mere der samler os – på tværs af fag og organisationer – end der skiller os!

Tak for ordet! Fortsat god 1. maj!

Tale for nyuddannede sygeplejersker, 2019.

by Leave a Comment

Kære Dimittender,

Dorthe holder tale for nyuddannede sygeplejersker i 2019

Et stort tillykke!

Det er en ære at få lov til at tale til jer på jeres store dag.

I står nu her med jeres nyerhvervede bachelorgrad I sygepleje. I er sygeplejersker, og det største tillykke med det!

Og udover tillykke er det også på sin plads at sige TAK! Et stort TAK fordi at I valgte lige netop den vej. Der er brug for jer derude.

 

Allerede nu mærker vi manglen på sygeplejersker. Derfor er vi som faggruppe også ret meget på politikernes læber lige nu.

Det viser, at sygeplejersker er helt essentielle for danskernes liv og velfærd. Og derfor er det så vigtigt, at I netop valgte denne her vej.

Udover at sige tillykke – og TAK  – er det noget som jeg gerne vil indprente jer i dag.

En lille sætning som jeg håber, at I vil tage med jer.

Viden er magt

Jeg vil have at I husker den sætning af tre grunde.

For det første fordi I nu, hvor I er trådt ind i rækken af sygeplejersker, er en del af historien om hvordan sygeplejerskeuddannelsen blev født ud af kampen om ligestilling og faglig selvstændighed.

For det andet fordi I som sygeplejersker repræsenterer viden, som ofte bliver ringeagtet i forhold til viden som kan måles og vejes. Kvalitativ viden. Erfaringsbaseret viden. Det faglige skøn.

Og for det tredje fordi jeg vil opfordre jer til at bruge den viden I får som sygeplejersker til at skabe en nødvendig forandring i vores sundhedsvæsen.

Jeg vil starte med at fortælle jer historien om hvordan der er kæmpet for retten til uddannelse.

Uanset hvordan vejen frem mod uddannet sygeplejerske har været for jer hver især, om den har været nem, svær, en kamp, retlinet eller snirklet – så har I det tilfælles, at I nu – også – er bærere af sygeplejefagets historie, hvor vejen til, at en sygeplejerske i dag er professionsbachelor har været alt andet alt andet end tilfældig og alt andet end nem!

Det har været en kamp for retten til uddannelse, en kamp for akademisering af sygeplejefaget, og det har ikke mindst været en kamp for sygepleje som et selvstændigt fag.

Netop fordi viden er magt, og nogle mente, at sygeplejersker ikke skulle have viden og dermed magt.

Nu er der heldigvis flere mænd her i dag, men vi kan ikke komme udenom, at sygeplejefaget gennem det meste af sine formative år har været et kvindefag.

Derfor er vores historie også en væsentlig del af historien om kvinders vilkår og frigørelse.

Hør her, hvad Bock, en lægelig autoritet skrev om pigers opdragelse i 1852 og læg mærke til, hvordan lærdom fremstilles som noget usundt for kvinder:

De unge piger skal have naturlig motion gennem husarbejde i hjemmene, i stedet for at sidde i ubekvemme møbler med dårlig belysning. [Husarbejdet er en god legemsøvelse, der giver den unge kvinde…] varme i blodet, kraft i hendes årer og befrier hende for den sygelige kulde og matte bleghed, som hun samler i tilgift til sin lærdom (…).

Citatet er fra Birgitte Possings bog “Argumenter imod kvinder”, hvor hun fortæller historien om, hvordan argumenterne imod kvinder op igennem tiden er blevet brugt til at forhindre kvinders frigørelse.

De unge, ugifte kvinder kunne ikke komme ind og få en videregående skolegang. De der havde de drømme, stødte på en mur af modstand.

Og heldigvis for os, var der stærke kvinder som Natalie Zahle og Mathilde Fibiger, som kæmpede for retten til uddannelse.

Og omtrent samtidig begyndte kampen for en sygeplejerskeuddannelse.

Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerskernes fagforening blev stiftet i 1899 blandt andet med det formål at skabe bedre uddannelse.

Men det var ikke nemt, fordi der blev stillet spørgsmålstegn ved om der overhovedet var brug for det.

Lægerne var med på, at sygeplejerskerne skulle uddannes, så længe det begrænsede sig til praktisk oplæring og en smule teori. For samtidig var der også en frygt for, at de uddannede sygeplejersker ville optræde lidt for selvstændigt og ligefrem blande sig i behandlingen 2 !

I 1933 lykkedes det endelig at få godkendt en ensartet treårig uddannelse og dermed kom autorisationen også.

Senere i 1950’erne begyndte diskussionerne om selvstændiggørelse af faget, og flere mener, at ’videnskabelig baseret sygepleje’ kunne være med til at udvikle sygeplejen henimod et selvstændigt fag. Et halvt århundrede senere, helt op i 00’erne slås det fast, at sygeplejerskeuddannelsen er en selvstændig profession og uddannelsen skal være en professionsbacheloruddannelse.

Alligevel har vi den dag i dag som sygeplejersker ikke et selvstændigt virksomhedsområde, selvom vi uddannes til selvstændigt at kunne håndtere både grundlæggende og komplekse situationer i sygepleje.

Den første grund til, I skulle huske sætningen viden er magt var, at uddannelse er noget, som vi har skulle kæmpe for. Den næste, jeg nævnte var, at en vigtig del af den viden der kendetegner sygeplejen, den kvalitative og erfaringsbaserede viden, ofte ringeagtes i forhold til den viden, der handler om ting, som kan måles og vejes.

Som professor i psykologi Svend Brinkmann påpeger, så eksisterer der et evidenshieraki, som placerer randomiserede kontrollerede eksperimenter som ’The golden standard.’ Ekspertviden og kvalitativ forskning er placeret på bundniveauet. Som Brinkmann påpeger, så er de stringente kriterier anvendelige i forhold til bestemte forskningstraditioner som fx biomedicinsk forskning. Men når kriterierne bruges til andre former for forskning, ender det med at fx kvalitativ forskning bliver marginaliseret.

Han påpeger yderligere:

Hele denne dagsorden baseret på ’hvad der virker’ truer således med at marginalisere kvalitativ forskning, som ikke undersøger, hvad der virker, men snarere hvordan noget virker

Derfor skal vi som sygeplejersker kæmpe for viden som kan gøre os klogere på hvordan patienter oplever at blive behandlet, for selvom undersøgelser om hvad der virker, fx behandling af sygdomme, er vigtige, så er det ligeså vigtigt at vide hvordan noget virker.

Men udover forskningsviden af både kvantitativ og kvalitativ karakter, har I som sygeplejersker jo også brug for andre former for viden, og her er der hjælp at hente hos en af de allerstørste filosoffer, nemlig Aristoteles.

Han inddelte kundskab i tre områder. Episteme, den form for viden som ikke kan være anderledes. Det kan være den teori eller forskning, som I tilegner jer på skolebænken. Techne, som kan oversættes med færdigheder. Det kan være at anlægge et pvk eller give en injektion. Jeres håndelag, alle de mere instrumentelle sygeplejeopgaver. Og så er der phronesis, som er handlingslivets kundskab. Den er kendetegnet ved at overveje, hvilke handlinger, som er gode for mennesket. Det er en form for moralsk viden, som kræver overvejelse. Det som I gør hver eneste gang, I møder en patient eller borger, overvejer hvad der vil være rigtigt for lige det her menneske. Det er en viden som ikke kan besiddes på forhånd, det er det som sker i den enkelte situation, hvor I bruger jeres faglige skøn. Det er her I drager omsorg for den enkelte.

En anden og nutidig filosof Jakob Birkler har for nylig slået et slag for omsorgen:

Vi har fået en næsten uendelig række af nye behandlingsmuligheder. Det er kun godt. Men hvis vi glemmer omsorgen undervejs, kan det ende desto mere skidt. Omsorgen kan let reduceres til noget sekundært, forhastet eller noget andre og især de pårørende må tage sig af. Men omsorgen er et grundlæggende blik for det menneske vi forsøger at hjælpe

Han slutter sit skriv af med at fremhæve, at sygeplejersker er uddannet til at yde omsorg, men at vi sjældent har gode rammer og mulighed for det.

Jeg kan ikke andet end at være fuldstændig enig med Jakob Birkler, det handler om prioritering i sundhedsvæsenet, og det fører mig til min sidste pointe –min tredje begrundelse for, hvorfor I skal huske sætningen ’viden er magt’:

I skal bruge jeres viden om fx nedprioritering af omsorg og tid til den enkelte. Og I skal fortælle hvad det gør ved sygepleje.

Med andre ord: I skal bruge jeres viden til at ytre jer om de vilkår, som I har at yde sygepleje under – og I skal bruge jeres viden til at skabe forandringer.
Så selvom det kan være svært så husk, at vi kan være med til at påvirke fremtiden, men det gør vi ikke ved at acceptere urimelige vilkår, men igennem kritik.

For som Marx påpegede

… we do not anticipate the world dogmatically, but rather wish to find the new world through criticism of the old….

Og det er her at I skal bruge jeres viden til at være med til at forandre. Og husk viden er magt!

Kære dimittender, kære sygeplejersker, kære kollegaer, jeg vil slutte af med endnu engang at ønske jer tillykke, og ønske jer held og lykke og håbe, at I med jeres viden får magt til at gøre en forskel for patienter, for faget og for fremtiden.

For I er fremtidens sygeplejersker. TILLYKKE.

1.000 ekstra sygeplejersker er godt, men ikke nok

by Leave a Comment

Klik på billedet for at læse på Altinget

DEBAT: Flere veluddannede sygeplejersker er helt nødvendigt både menneskeligt og som en investering for samfundet. For flere sygeplejersker vil give en højere kvalitet og færre fejl og utilsigtede hændelser i sygeplejen, skriver sygeplejerske.

Hver gang en sygeplejerske bliver bedt om at pleje en ekstra patient, som har fået foretaget et almindeligt kirurgisk indgreb, vil den gennemsnitlige 30-dages dødelighed for patienterne stige med syv procent.

Derfor skal vi selvfølgelig tage imod de 1.000 flere sygeplejersker, som Socialdemokratiet lover her op til valget.

Men spørgsmålet, vi også bliver nødt til at stille, er, om det er nok? Og er 1.000 sygeplejersker det, der sikrer, at sygeplejersker har den fornødne tid til at yde en faglig forsvarlig sygepleje?

Nødberedskabsforhandlinger i forbindelse med OK18 viste med al tydelighed, at der mange steder ikke kunne stilles et nødberedskab, simpelthen fordi der ikke var nok sygeplejersker.

Før vi lader os forføre af løfter
1.000 sygeplejersker vil uvilkårligt komme som en meget tiltrængt saltvandsindsprøjtning til et sundhedsvæsen, der i den grad trænger til at blive løftet, men før vi lader os forføre af hurtige løsninger, vil jeg anbefale, at vi lader os inspirere af erfaringer fra udlandet.

Erfaringer, som viser, at langsigtede investeringer gavner både patientsikkerheden og arbejdsmiljøet for sygeplejersker.

Socialdemokratiet har fat i den lange ende, når de går til valg på flere sygeplejersker. Ingen tvivl. Jeg mener, at en af de absolut største trusler mod vores sundhedsvæsen er, at normeringerne er alt for lave.

Det sætter patienternes liv og helbred på spil, og sygeplejersker risikerer at blive syge af at gå på arbejde. Og der skal handling til nu.

Nødberedskabsforhandlinger i forbindelse med OK18 viste med al tydelighed, at der mange steder ikke kunne stilles et nødberedskab, simpelthen fordi der ikke var nok sygeplejersker. Det satte for alvor streg under, at normeringerne er for lave. Og de lave normeringer har som sagt betydning.

For eksempel viser en undersøgelse fra 2015, at hver anden sygeplejerske mener, at arbejdsdagen er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed. Fejl sker, når der er travlt. Og det koster.

Fejl koster dyrt
Resultaterne fra et studie fra sidste år viser, at omkostningerne ved utilsigtede hændelser i gennemsnit er 100.000 kroner per patient, og ganger man tallet op, giver det en samlet udgift på omkring 27,5 milliarder kroner om året for det danske sundhedsvæsen!

Det er et groft estimat, men det viser en klar tendens: Fejl koster dyrt. Både menneskeligt og økonomisk. Og mon ikke nogle af de fejl kunne undgås, hvis der var flere sygeplejersker?

Det bliver jo nærmest et retorisk spørgsmål, for vi ved faktisk også, at det reelt hænger sådan sammen.

Det er i forskellige projekter dokumenteret, at hvis der investeres i sygepleje ved at hæve normeringer, så kan det reducere dødeligheden blandt patienter, og ligeledes ’betaler det sig’, da den rette normering reducerer omkostninger til eksempelvis genindlæggelse af patienter og utilsigtede hændelser.

Et eksempel fra staten Californien viser, at det betaler sig at investere i sygepleje og hermed øget antallet af sygeplejersker. Og resultaterne taler for sig selv. Resultatet i Californien er en markant lavere dødelighed blandt patienterne ti år senere.

Sæt politisk handling bag ordene
Vi ved også, at for lave normeringer ikke gør noget godt for arbejdsmiljøet, sygeplejersker bliver syge af at gå på arbejde, hvis der er for få kollegaer. Og igen har det både uoverskuelige menneskelige og økonomiske konsekvenser.

En sygemelding betyder et ekstra pres på de tilbageværende kollegaer samt øgede lønudgifter til overarbejdstimer eller vikarer.

Derfor er mange flere og veluddannede sygeplejersker helt nødvendigt, både menneskeligt, men også en rentabel investering for samfundet – for med flere sygeplejersker vil vi få en højere kvalitet i sygeplejen og færre fejl og utilsigtede hændelser.

Herudover vil sygeplejersker opleve at have tid til at udføre fagligt forsvarlig sygepleje og få et bedre arbejdsmiljø, og mon ikke også at det vil kunne ses i forhold til stress og i sidste ende fastholdelse af sygeplejersker?

Derfor er min opfordring, at der i stedet for løsrevne løfter om 1.000 flere sygeplejersker arbejdes politisk for en langsigtet plan, der tydeliggør, hvordan der kan laves fagligt forsvarlige normeringer, der understøtter kvalitet i pleje og behandling og sikrer en høj patientsikkerhed og et godt arbejdsmiljø.

Hermed giver vi ikke kun sundhedsvæsenet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, men der bliver lagt en langsigtet plan, som vil gavne både patientsikkerheden, sygeplejerskernes arbejdsmiljø og samfundsøkonomien.

Kvinderne taber, når lønnen forhandles lokalt – det er dybt uretfærdigt

by Leave a Comment

Klik på billedet for at læse indlægget på Information

En mandlig sygeplejerske har en gennemsnitlig livsindkomst, der er en 1,5 mio. kr. højere end en kvindelig sygeplejerske. Den uretfærdige forskel bunder i høj grad i de decentrale lønmidler

 

Af Dorthe Boe Danbjørg og Astrid Elkjær Sørensen

Løn bliver ikke kun bestemt af de kollektive overenskomster. En del af lønnen udgøres af de såkaldte decentrale lønmidler, som forhandles hjem af den lokale afdeling af fagforeningen, tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen eller den enkelte selv.

Arbejdsgiverne siger, at de decentrale lønmidler sikrer fleksibilitet og giver mulighed for at belønne den særligt dygtige medarbejder. Men de decentrale lønmidler finder sjældent vej til de store kvindefag og på den enkelte arbejdsplads favoriseres mænd oftere end kvinder, når de ekstra midler skal fordeles. Det er dybt uretfærdigt.

Overset ligestillingsproblem
Det offentlige og det private arbejdsmarked har siden slutningen af 1980’erne udviklet sig sådan, at en større del af lønsummen ikke forhandles centralt, men lokalt.

Kvindedominerede forbund som Dansk Sygeplejeråd, FOA, HK og BUPL har flere gange påpeget, hvordan de decentrale lønmidler sjældent finder vej til de kvindedominerede fag.

Dette understøttes af forskning fra bl.a. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – der har dokumenteret, at de kvindedominerede områder på både det private og offentlige arbejdsmarked har et betragtelig løngab i forhold til de mandsdominerede områder.

En mandlig sygeplejerske har en gennemsnitlig livsindkomst, der er en 1,5 mio. kr. højere end en kvindelig sygeplejerske. Hos økonomer er forskellen 9,2 mio. Forskelle, der i høj grad bunder i de decentrale lønmidler. Det viser en undersøgelse fra Institut fra Menneskerettigheder og Arbejdernes Erhvervsråd.

I det enkelte fag ender mænd altså med langt højere tillæg end deres kvindelige kollegaer.

Ifølge arbejdsmarkedsforskerne skyldes dette, at mænd ofte er bedre stillet ved decentrale forhandlinger, da de typisk har opgaver, som bliver betragtet som ’noget ekstra’. Kvinderne har derimod ofte det, der kan karakteriseres som kerneopgaver, der skal løses – og dermed ’scorer’ de ikke så højt i hierarkiet.

Vi har brug for en generel diskussion af de kriterier, som vi anvender, når lønnen skal fordeles. I det nuværende system tilskriver vi alt for ofte det arbejde, mænd udfører, en højere værdi end det arbejde, kvinder udfører. Det betyder, at mænd oftere end kvinder får funktions- og kvalifikationstillæg.

Men hvorfor får en mandlig pædagog et løntillæg for at være en god it-bruger, mens en kvindelig pædagog intet får for at være god til at lave Barnets Bog?

Behov for gennemsigtighed
Det kræver gennemsigtighed, hvis vi skal sikre, at de decentrale lønmidler ikke er med til at øge løngabet. Vi vil derfor opfordre flere til at tale om deres løn.

I Danmark er det lovligt at dele sin lønseddel, men for mange er det tabuiseret at snakke løn med kollegaerne. Men når du ved, hvad din kollega får, er det nemmere at vurdere, om din egen løn er retfærdig.

Vi ønsker, at decentrale lønmidler som udgangspunkt fordeles efter forhåndsaftalte fastsatte kompetencemodeller, hvor den enkelte vurderes efter gennemskuelige og objektive kriterier. Denne model er i brug på flere af landets hospitaler og er med til at sikre en mere retfærdig lønfordeling.

Arbejdsmarkedets b-hold
Decentral løn er alt for ofte lig med ulige løn fordelt efter subjektive kriterier.

Det er derfor tvingende nødvendigt, at fremtidens løndannelse baseres på centralt fastsatte rettigheder. Rettigheder som afspejler uddannelse og kompetencer. Det var derfor en sejr for ligestillingen, at fagbevægelsen ved overenskomstforhandlingerne i foråret fik afværget arbejdsgivers forslag om, at en markant større andel af lønnen skulle forhandles decentralt.

Alt tyder på, at de decentrale lønmidler straffer kvinder og kvindefag og reproducerer uheldige forestillinger om mænd som den perfekte arbejdskraft og kvinder som arbejdsmarkedets b-hold. Som kvinder og ligestillingstilhængere finder vi dette dybt umotiverende og uretfærdigt.

Vi skal tage flere skridt i retning af ligeløn, og derfor foreslår vi, at politikerne afsætter ekstra midler til at udligne løngabet mellem traditionelle kvindefag og mandefag i det offentlige. Vi finder desuden, at det skal være tydeligt på alle arbejdspladser, efter hvilke kriterier decentrale lønmidler uddeles. Og sidst, men bestemt ikke mindst, skal de decentrale lønmidler honorere fagenes kerneopgaver, så det bliver umuligt at favorisere mænd lønmæssigt.

Se, det vil give mulighed for at sikre ligeløn og ikke pigeløn, og det vil sikre, at vores døtres løn afspejler deres uddannelse og kompetencer.