Praksis

Velkomsttale til studerende på kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje på Syddansk Universitet

Kære alle.

I har sikkert gjort jer mange tanker om at starte på universitetet, også selvom I har været studerende før. Alligevel er det et stort skridt. Mange af jer har sagt jeres job op, gået ned i tid, arrangeret jer så I kan pendle til Odense, og været nødt til at lave mange prioriteringer for at kunne stå her i dag. I har helt sikkert også allerede stillet jer selv det spørgsmål – hvad skal der komme på den anden side af min nye uddannelse?

Og hvis I ligner vores tidligere studerende, så har I sikkert også tænkt lidt over det at skulle starte på universitetet, for selvom kandidaten er en naturlig forlængelse af jeres sygeplejerskeuddannelse, er der måske for nogle lidt ærefrygt forbundet med universitet?

Men hvad skal I forvente, nu hvor I starter på universitet? For at svare på det, vil jeg gerne tage jer lidt tilbage i tiden.

Tilbage til 1809. Til en tid, hvor den tyske filosof Wilhelm von Humboldt var med til at reformere universitetssystemet.

Hans ide var, at universiteterne gennem uddannelse skulle bidrage til dannelse gennem videnskab og at den ideelle undervisningsform var der, hvor undervisere og studerende i fællesskab kunne udforske og sammen lære.

Målet var at skabe kritiske og frie individer, der kunne tænke nyt. Undervisningens funktion var derfor ikke bare at videregive information til de studerende, men underviseren og de studerende skulle arbejde sammen i ’videnskabens tjeneste’ så de hermed kunne beskrive, forstå, forklare og ikke mindst forandre verden.

Derfor, skal I også forberede jer på, at I ikke blot skal tilegne jer en masse viden. Nej, I skal igennem en forandring, hvor I, når I træder ud herfra om to år, ikke kun har lært en masse, men hvor også I selv er forandrede. Den forandring bliver central, for I skal være med til forandre- måske ikke hele verden til en start – men sygeplejepraksis og dermed være med til at videreudvikle sygeplejefaget.

Det kan lyde stort, nærmest højtideligt, og det er det også :-)… Men samtidig er det også helt jordnært, for uddannelsen skal anskues som brobygger mellem videnskab og klinisk praksis, og i bund og grund er universitet ikke et elfenbenstårn, hvor viden hober sig op blandt støvede bøger – nej universitets opgave er at styrke jer som sygeplejersker med at evidensbasere sygeplejepraksis. I får redskaber og metoder til at undersøge, analysere og reflektere med. Så I kan undersøge jeres praksis og være med til at stille og undersøge spørgsmål som fx

Hvordan er det, at patienterne oplever at blive inddraget i deres egen pleje og behandling? Hvordan oplever sygeplejersker at fastholde børn til kliniske procedure eller hvilke behov for støtte har pårørende til patienter med kræft?

Universitetets historie rækker langt tilbage. Men det er kun 27 år siden, at sygeplejerskerne fik mulighed for at studere sygepleje på universitet, for det var her det blev muligt at læse en kandidatuddannelse i sygepleje i Danmark. Og det var først med reformen af sygeplejerskeuddannelsen i 2001, at sygeplejerskeuddannelsen blev ’akademiseret’.

Men akademiseringen af sygeplejefaget har været en lang rejse. Den er i princippet startet helt tilbage i 1876 i Danmark. Her var man i Danmark inspireret af Florence Nightingale, som på det tidspunkt havde startet en sygeplejerskeuddannelse i England.

Det var lægerne, der var med til at tage initiativ til uddannelsen, men sygeplejerskerne selv forsøgte også at påvirke udviklingen. Vores fagforening blev stiftet i 1899 med det formål at skabe bedre uddannelse. Selvom lægerne på den ene side ønskede at sygeplejerskerne skulle uddannes, var der også læger som frygtede, at de uddannede sygeplejersker skulle optræde lidt for selvstændigt og ligefrem blande sig i behandlingen. Lidt sjovt at tænke på, men diskussionen om sygeplejersken rolle som lægens assistent eller selvstændig profession har jo fortsat fyldt op igennem tiden og grænserne ændres hele tiden, i takt med at vi som sygeplejersker får flere komplicerede pleje- og behandlingsopgaver og diskussionen om fx sygeplejerskers ret til at ordinere medicin.

Og kampen for bedre uddannelse har også været fortællingen om kampen for ligestilling og retten til at sygeplejefaget betragtes som et selvstændigt fag – en lang sej kamp, som på mange måder stadig udspiller sig.

I 1933 lykkedes det at få godkendt en ensartet treårig uddannelse og dermed kom autorisationen også. Det var en milepæl, at det lykkedes, og hermed var sygeplejerskeuddannelsen anerkendt på lige fod med andre sundhedsuddannelser.

Senere i 1950’erne diskuteres selvstændiggørelse af sygepleje, hvor det nævnes at en ’videnskabelig baseret sygepleje’ kan være med til at udvikle faget. Og langt senere i 00’erne slås det fast, at sygeplejerskeuddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, hvor undervisningens vidensgrundlag er kendetegnet ved professionsbasering, udviklingsbasering og forskningstilknytning.

Akademiske kompetencer og praktiske færdigheder er altså det, som skal kendetegne sygeplejerskens professionsidentitet. Vores uddannelse udspringer netop af ønsket om, at I skal have evnen til at træde virkeligt ind i praksis, altså være kompetente dygtige sygeplejersker, der trækker på erfaringsbaseret viden, teoretisk og forskningsbaseret viden, og at I samtidig forholder jer kritisk til praksis.

Og det er netop præcis formålet med kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje – at I bliver i stand til at beskrive, analysere og diskutere klinisk sygepleje med henblik på innovativt at udvikle og forandre og evidensbasere og dermed styrke klinisk sygepleje.

Og med de forandringer som der er i praksis, er der brug for jer. For hvad sker der nu med sygeplejen, når der kommer super sygehuse? Når patienterne i stigende grad skal behandles ambulant? Når patienten bliver til patienten i eget hjem, hvordan oplever de så det at være hjemme, når hjemmet er omdannet til et hospital?

Det er bare en række eksempler, på nogle af de ændringer, som I kan være med til at undersøge og gøre os kloge på. Vi glæder os til at følge jer de næste år på jeres rejse til at blive kandidater i klinisk sygepleje, og til at se de forandringer, som I vil være med til at skabe i sygeplejepraksis.

Velkommen 🙂

—

Af: Dorthe Boe Danbjørg, Dorte Steenberg og Merete Munk

Det er med stor glæde, at vi i dag byder studerende velkommen på en ny uddannelse på Syddansk Universitet, erhvervskandidat i klinisk sygepleje.

Erhvervskandidatuddannelserne blev i 2017 vedtaget af et enigt folketing, og baggrunden er et ønske om at give bachelorer en ny valgmulighed og dermed skabe en bedre kobling mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedets behov. En tiltrængt mulighed efter flere år med fremdriftsreformen, som har betydet, at den gennemsnitlige studietid på de videregående uddannelser skulle skæres med 4,3 måneder. Derfor har det været svært for kandidatstuderende at kombinere studierne med arbejde, fordi universiteterne har været underlagt et krav om, at studerende ikke blev forsinkede.

Det ændrer erhvervskandidaten, og det betyder, at de studerende får mulighed for at videreuddanne sig samtidig med, at de er i arbejde.

Selvom erhvervskandidaten i første omgang var tiltænkt uddannelser indenfor det private erhvervsliv, har Syddansk Universitet og Dansk Sygeplejeråd arbejdet målrettet med at gøre det muligt for sygeplejersker at tage erhvervskandidaten, da vi ser erhvervskandidaten i klinisk sygepleje som svaret på flere af de udfordringer, der står i kø i sundhedsvæsenet.

Der er brug for erhvervskandidaten af flere årsager. Blandt andet pga. manglen på sygeplejersker, pga. behovet for at styrke sygeplejerskers kompetencer og pga. behovet for at udvikle og evidensbasere klinisk sygepleje.

Der er mangel på sygeplejersker. Allerede nu er det svært for arbejdsgiverne at rekruttere sygeplejersker, og det forventes, at der i 2025 vil mangle 6600 sygeplejersker. Samtidig får sygeplejersker nye komplicerede pleje- og behandlingsopgaver, og derfor har de brug for at kunne efter- og videreuddanne sig.

En af de videreuddannelsesmuligheder, som mange sygeplejersker ønsker, er en kandidat, men det har indtil nu betydet orlov fra klinikken, og det hænger ikke sammen med manglen på sygeplejersker. Derfor er erhvervskandidaten vigtig, da sygeplejersker kan kombinere klinik med videreuddannelse, hvor sygeplejerskerne fastholder deres arbejde i klinisk praksis 25 timer ugentligt.

Det er ikke ualmindeligt, at sygeplejersker tager forskellige master-uddannelser, blandt andet fordi kandidatuddannelsen ikke kunne tages på deltid.

Kandidatuddannelsen er imidlertid vigtig, hvis vi skal sikre, at sygepleje skal være evidensbaseret. For så skal vi arbejde målrettet for at fastholde, at sygeplejersker kan videreuddanne sig på kandidatniveau på deltid, så de kan gå videre i et ph.d.-forløb.

Derfor var det også forventeligt, at der ville være stor interesse fra sygeplejersker, som gerne vil kombinere muligheden for at videreuddanne sig, mens de samtidig fastholder deres arbejde i klinikken. Der var fire gange så mange ansøgere, som der er pladser til, og der har været stor interesse også efter ansøgningsfristen. Derfor har vi desværre måtte skuffe mange og håber, at vi til næste år kan byde flere velkomne på erhvervskandidaten i klinisk sygepleje på Syddansk Universitet. Men i dag skal lyde et stort velkommen til de nye studerende, som begynder i dag.