Uncategorized

Kære alle. 

Og særligt til dig. Kære Karin. 

Tak fordi jeg får lov til at tale i dag til dit tiltrædelsesseminar. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er stolt. Det er en ære at få lov til at tale på din store dag. 

Jeg synes også, at det er spændende og nytænkende, at du vælger mig som næstforkvinde for Dansk Sygeplejeråd til at holde tale. 

Måske har du også et par gange efter du spurgte mig, tænkt om det nu også var klogt, for ville der nu gå fagforening i den…? 

Men jeg vil i den grad bestræbe mig på ikke at blive for fagforeningsagtig. 

Men jeg vil gerne lige understrege, at vi i DSR jo faktisk er ret optagede af forskning. For knap et halvt år siden kom vi med vores seneste forskningsudspil. Her siger vi, at forskning i sygepleje er en investering for livet. 

Så det bliver ikke svært at holde mig til sagen, nemlig hvordan forskning er løftestang for sygepleje og hvordan attraktive karriereveje kan være en vej til at sikre bedre forskningsmuligheder. 

For det er et emne har jeg gjort mig mange tanker om. 

Ikke kun fordi jeg skulle tale her i dag, men sådan helt generelt. 

For mig, og nok også de fleste der er tilstede her i auditoriet i dag, er det nok en selvfølge, at forskning er løftestang for sygepleje. Og man kan måske endda sige, hvorfor skal vi overhovedet bruge tid på at tale om det? For det giver sig da selv. 

Men det er ikke alle som deler det synspunkt. 

Og jeg møder stadig nogle, der mener, at sygepleje og forskning ikke har nogen relevans for hinanden, mens andre mener, at forskning ikke løfter sygepleje, men derimod risikere at fjerne sygeplejersker fra det som er essensen i sygepleje. 

Derfor kommer jeg også til at stille to spørgsmål i dag som på hver deres måde kommer til at sige noget om forskning som løftestang for sygepleje og attraktive karriereveje for sygeplejersker. 

Og som kommer til at vise hvorfor vi stadig har et ærinde med at vise at forskning er løftestang for sygepleje.  

Det første spørgsmål jeg vil stille er: 

Hvorfor skal sygeplejersker egentlig have en kandidatgrad? 

Det andet spørgsmål er: 

Hvor mange sygeplejersker er kendte? 

…….

Det første spørgsmål som jeg vil stille og forsøge at besvare, er hvorfor sygeplejersker skal have en kandidatgrad. 

Det spørgsmål har jeg fået flere gange. I forskellige sammenhænge.

Jeg vælger at tage det med i dag, fordi det at sygeplejersker har en kandidatgrad jo er en forudsætning for at man som sygeplejerske kan gå videre ad forskningsvejen. 

Jeg fik stillet spørgsmålet for nylig, da jeg havde en samtale om karriereveje og postgraduate uddannelsesmuligheder for sygeplejersker. 

Det var en fra Danske Regioner der stillede spørgsmålet, da vi drøftede de muligheder der er for sygeplejersker for at videreuddanne sig. 

Jeg tror at jeg slog et slag for at der skulle være sammenhæng mellem specialuddannelser og kandidatuddannelsen i sygepleje, og det var der spørgsmålet blev stillet. Hvorfor er det egentlig at sygeplejersker skal have en kandidatgrad…

Første gang jeg fik stillet spørgsmålet, er næsten 20 år siden, dengang jeg selv var startet på kandidatstudiet i sygepleje. 

Folk var lidt overraskede, Det var både kollegaer, venner og familie der spurgte mig.  

Jeg tror, at det var min svoger der spurgte om jeg så ikke i stedet skulle læse til læge, når jeg skulle på universitetet. 

Det var svært for mange at forstå at jeg som sygeplejerske kunne tage en kandidatgrad i sygepleje, og endnu sværere at forstå hvad jeg skulle bruge den til. 

Og måske var det heller ikke så underligt. Det var jo kun i 1990 at det blev muligt at tage en kandidat i sygepleje i Danmark. 

Jeg vil også gerne indrømme nu, at det måske heller ikke stod helt klart for mig for tyve år siden, da jeg selv gik i gang, men det vender jeg tilbage til lidt senere.

NU er svaret ret entydigt for mig. 

Sygeplejersker skal have en kandidatgrad, fordi vi skal være med til at udvikle faget, og fordi vi skal forske i sygepleje. 

Men det er som sagt ikke alle der ikke deler den opfattelse. 

Og vi er nødt til at prøve at forstå modstanden, hvis vi skal sikre, at forskning reelt bliver løftestang for sygepleje og dermed kan få skabt attraktive karriereveje for sygeplejersker. 

For nogle år siden var der en sygeplejerske, der sagde følgende til mig: 

”Jeg har ikke brug for en kandidat i dit eller dat, jeg har brug for en der kan tage fat”. 

Jeg vil kalde det her et klassisk eksempel på hvad mange har sagt op igennem tiden om videnskabeliggørelsen af sygepleje. Det at der bliver lavet en modsætning mellem at være på et akademisk niveau og så faktisk kunne tage fat, altså udføre sygepleje. 

Det spejler det synspunkt, at sygepleje er mere et praktisk fag end et teoretisk. 

Jeg har også selv haft den blandede fornøjelse at blive kaldt cardigan sygeplejerske. Og en kollega fra Singapore har fortalt mig at forskere bliver kaldt armchair nurses. 

Andre stiller det op som at sygeplejen taber noget på vej hen til det videnskabelige hus. 

Filosof Jacob Birkler har sagt, at vi er i risiko for at tabe selve sagen. 

Når Birkler siger, at vi taber sagen, så ser han sagen som fagets indholdsmæssige kerne. Sagen som er omsorgen til patienten. 

Han mener, at faget får mere opmærksomhed end selve sagen.  Og andre har sagt, at forholdet mellem fag og sag er skævt. 

Skævt på den måde, at når faget står forrest, så kan fagets procedurer og teknikker nemt komme til at skygge for selve sagen som er den konkrete, patientrettede- og situationsspecifikke omsorg

Grunden til at jeg fremhæver de her forskellige former for modstand, er for at vise, at vi stadig har et stykke vej til at alle ser fidusen med forskning i sygepleje, og vi skal arbejde for, at der ikke skabes et modsætningsforhold mellem faget og sagen. 

Og der er selvfølgelig en reel risiko for at omsorg nedprioriteres, det ser vi desværre dagligt. Men er det nu videnskabeliggørelsen af sygepleje der gør det? 

Eller kan forskning i sygepleje faktisk ikke også være en måde at sikre sig, at omsorg prioriteres i et ellers effektivt og behandlingsorienteret sundhedsvæsen? 

I debatten om forskning i sygepleje, synes jeg nogle gange, at man glemmer to meget væsentlige ting. 

For det første så dumper viden jo ikke ned fra himlen. 

For det andet så er sundhedsvæsenet via sundhedsloven forpligtet til at levere pleje og behandling, der bygger på bedst tilgængelig viden.

Og når viden ikke dumper ned fra himlen, og vi er forpligtet til at levere pleje og behandling der bygger på den bedst tilgængelig viden, ja så skal der jo forskes. 

Men argumenterne stikker jo også dybere end det. Man kan sige, at forskning i sygepleje viser os svaret på at forskning er løftestang. Og her kan vi jo passende kigge lidt på din forskning, Karin. 

Du har på et tidspunkt vist mig et billede af en gruppe pårørende. 

De står udenfor de nødbarakker der blev etableret under polio epidemien. 

Det er et billede fra en anden tid. Billedet er fra 1930erne. 

Men det kunne også være et billede på nutiden, hvis der ikke blev forsket? 

For ville pårørende så stadig som dengang ikke have adgang til sygehuset? 

For det jo igennem forskning, at vi er blevet klogere på, hvad sociale relationer og netværk har af betydning for livskvaliteten for patienterne. 

Og det er igennem forskning, at vi er blevet klogere på hvordan man som pårørende kan opleve ikke at være en del af sygdomsforløbet, hvis man ikke bliver inddraget. 

Og det er jo så pga. af forskningen at der er kommet tiltagende fokus på betydningen af at inddrage de pårørende. 

Og det er også forskningen der har gjort os klogere på hvorfor inddragelsen af de pårørende ikke bare sker. 

Det har du været med til at vise, fordi du med din forskning har afdækket at sygeplejersker generelt er positivt indstillede overfor at inddrage familien/pårørende, men at de har brug for uddannelse og erfaring for at kunne inddrage dem. 

Deres manglende viden resulterer i, at sygeplejersker ikke involverer de pårørende systematisk.

Og manglende viden og vaner gør at der er mange ting der planlægges på hospitalet, som ikke tager hensyn til de pårørende. Fx stuegang. 

Men her har du jo også med din forskning været med til at sikre, at det bliver anderledes på NYT OUH. 

For her får de pårørende mulighed for at deltage på video. 

De behøver ikke komme fysisk, men kan sidde på deres arbejde, i Jylland eller Bornholm og stadig være med. 

Det var bare to eksempler som viser hvordan din forskning er med til at løfte sygeplejen. 

Og det viser jo hvordan forskning forandrer og forbedrer praksis. 

Men det er ikke kommet af sig selv. Ligesom viden ikke dumper ned fra himlen, så kommer forandring ikke af sig selv. 

Og for at ske, ja så kræver det, at sygeplejersker tager en kandidatgrad. Og inden jeg bevæger mig videre til det andet spørgsmål, vil jeg lige vende tilbage til hvor jeg startede, nemlig dengang jeg selv startede på kandidatstudiet, og det dengang ikke stod så klart for mig hvad jeg skulle med kandidatgraden. 

Og som jeg indrømmede, så stod det ikke helt for mig. Og måske er det derfor jeg endte med at tage en phd? For det var så det jeg begyndte at svare, når jeg blev spurgt. 

Nu nærmer det sig 20 år siden, at jeg begyndte på min kandidat, men ligesom det ikke stod klart for mig hvad jeg ville kunne bruge min kandidat til, ved jeg, at det også gælder for flere sygeplejersker. 

De har svært ved at se de tydelige karriereveje for sig, når de bevæger sig over i den akademiske del af sygeplejen. 

Det skal vi have ændret, så det er tydeligt, hvad der venter på den anden side af kandidatgraden. 

Det skal være tydeligt, at der er en lige vej fra sygeplejerskeuddannelsen til Professor. 

Ikke at alle skal gå den vej, men det skal være tydeligt for alle, at den mulighed er der.  

Det skal være tydeligt, fordi vi har behov for sygeplejersker der forsker. 

Fordi forskning løfter sygepleje. Forskning styrker den fundamentale og specialiserede sygepleje, det vil bidrage til øget kvalitet og sikker sygepleje til borgere og patienter. 

Det er derfor afgørende, at fremtidens generationer af sygeplejersker får kendskab til forskning allerede under uddannelsen og senere har mulighed for at erhverve sig forskningskompetencer.

Jeg ser tre muligheder for at vi kan styrke det. 

For det første: 

Vi skal have skabt sammenhæng i videreuddannelsesmuligheder. 

Et sted at starte kunne være at sikre sammenhæng mellem de forskellige videreuddannelsesmuligheder. 

Fx ved at specialuddannelserne kunne være meritgivende til kandidatstudiet. 

Og for det andet: 

Vi skal have tydelige stillingstrukturer og karriereveje. 

Til sammenligning, så har være lægefaglige kollegaer ret tydelige karriereveje og postgraduate videreuddannelsesmuligheder. Det kan vi lade os inspirere af. 

Og for det tredje: 

Vi skal have flere kombinationsstillinger
Regioner og kommuner skal ansætte flere sygeplejersker med kandidat- og ph.d.-grad med klinisk forankring og universitær tilknytning,

Og ved I hvad, udover at forskning er løftestang for sygeplejen, kvaliteten og patientsikkerheden, så vil tydelige karriereveje og en tydelig forskningsprofil for faget også virke på rekruttering og fastholdelse. Vi ved at det er det der betyder noget for de unge, der gerne skal søge ind på uddannelsen. 

Vi ved, at det betyder noget for erfarne sygeplejersker. Og det er vel en god sideeffekt, ikke mindst i en tid hvor vi mangler 5000 sygeplejersker. 

Så faldt jeg alligevel i fagforeningsfælden ☺.  Men det er jo ret vigtigt lige nu. 

Nå spøg til side, så er det vigtigt, at man som kommende sygeplejerske, ny sygeplejerske eller erfaren sygeplejerske kan se, at der er en vej fra sygeplejerske til professor. 

Og Karin, den vej har du været med til at vise. Og jeg er sikker på, at du også fremover vil være med til at sikre, at vejen er tydelig for alle. 

Tak for det. 

Nu vil jeg kaste mig over det andet spørgsmål som jeg vil stille i dag. 

Hvor mange sygeplejersker er kendte? 

Det spørgsmål stillede Professor i sygepleje Selina Kikkeborg mig for et par år siden. 

Vi granskede vores hjerner, og tænkte at alle kender til enhver tid den siddende formand for Dansk Sygeplejeråd… og Sigrid Rise.

Kender I andre kendte sygeplejersker? I må gerne lige snakke med jeres sidemand/kvinde/person og bruge to minutter på det. 

Nå mon I kunne komme i tanke om flere kendte sygeplejersker? 

Så udover at I sidder og tænker på hvem der egentlig er kendte, så tænker I måske  også over hvad det her spørgsmål har med forskning som løftestang at gøre, og det vil jeg gerne forsøge at udfolde. 

Spørgsmålet er relevant af to årsager. 

For det første kan vi være med til at vise hvad sygepleje er! 

Og for det andet kan vi være med til at løfte ikke kun sygepleje, men sundhedsvæsenet og samfundet og vores demokrati, hvis vi kommer helt op på den høje klinge. 

Men det kræver at vi er ’kendte’ og på den måde får en stemme i offentligheden. 

Jeg støder ofte på fortællinger om hvad sygepleje er som på ingen måde harmonerer med det reelle billede af vores fag. 

Ofte bliver vi som sygeplejersker omtalt som varme hænder. 

Som kvinder med et særlige omsorgsgen. Eller omtalt som de søde sygeplejersker. 

Der er lige gennemført en epinionsundersøgelse om det kønsopdelte uddannelsesvalg, og her er sygeplejerskeuddannelsen den uddannelse, som flest unge forbinder med femininitet. 

Og det har betydning for deres uddannelsesvalg, da de unge mænd fravælger de uddannelser der er feminine, da de er bange for at omgivelserne ser ned på dem, hvis de vælger en såkaldt feminin uddannelse. 

En af respondenterne siger: 

”Specielt sygeplejerske og dagplejemor er til den humane natur, som naturligt bare falder mere til kvinder, hvilket også vises med flere kvinder i faget”. 

Det står på ingen måde mål med vores faglighed, og derfor skal vi være ’kendte’, så vi kan blande os i den offentlige debat og korrigerer den misforståelse. Der er også en tendens til, at behandling opfattes som vigtigere end sygepleje, men der er jo faktisk forskning der viser, at sygepleje har stor betydning for både patientsikkerhed, indlæggelsestid, risikoen for komplikationer og overlevelse. 

Og det skal vi bruge. På den måde kan forskning også være løftestang for sygepleje. 

Professor Pia Dreyer skrev et indlæg i Altinget tilbage i 2020., hvor hun slog et slag for at der skal indføres plejegaranti ligesom vi har behandlingsgaranti. 

Her beskriver hun den videnskabelige dokumentation for, at sygepleje har stor betydning for som jeg lige nævnte både patientsikkerhed, indlæggelsestid, risikoen for komplikationer og overlevelse.  

Hun forsøger med sit indlæg at punktere myten, at lægens behandling er vigtigere end sygeplejen. 

Hun beskriver, at det gælder uanset, om sygeplejen består af eksempelvis monitorering af vitale værdier.  

Eller om der er tale om generel omsorg og lindring. 

Eller om sygeplejersken hjælper patienter med at komme på toilettet, bevæge sig, indtage tilstrækkelig ernæring, få sårbehandling eller varetage mundpleje og kropsvask.

Hun henviser til forskning som har vist, at patienters mulighed for at overleve en hospitalsindlæggelse øges med 11 procent, hvis der er tilstrækkeligt med sygeplejersker til stede til at yde den påkrævede sygepleje.

En anden undersøgelse viser, at risikoen for komplikationer som eksempelvis urinvejsinfektioner, liggesår, indre blødninger og infektioner reduceres ved en kompetent sygepleje foretaget af uddannet personale. 

En tredje undersøgelse viser, hvordan mundpleje i forbindelse med hjerteoperationer kan være med til at reducere infektion. Studier har vist, at hvis der ikke er mundpleje i forbindelse med en hjerteoperation, så er der risiko for infektion postoperativt, og dermed brug af antibiotika, og forlængelse af indlæggelse, og i værste fald død. 

Det her er et af mine yndlingseksempler på hvordan vi kan bruge forskning til at vise værdien af sygepleje. 

Tænk sig, at noget så banalt som mundpleje kan redde liv. 

Og tænk hvis der ikke blev forsket i sygepleje, så ville vi ikke vide, at vi med noget så simpelt som mundpleje kan være med til at redde liv. 

Ja jeg synes altså at det er helt vildt. 

Og det skal vi da bruge – hvorfor er vi ikke med til at skabe overskrifter – rydde avisforsider? 

For det burde vi. For eksemplerne viser jo både hvad sygepleje kan, men også at vi med forskning får øje på hvad sygpleje kan. 

Den næste del af spørgsmålet, hvor jeg har sagt, at vi med forskning kan være med til at løfte samfundet og vores demokrati, vil jeg gerne udfolde lidt mere. 

Som jeg sagde til en start, så var det jo Selina der stillede mig spørgsmålet. Hun stillede det ikke ud af den blå luft, men fordi vi havde hørt et oplæg af filosof Vincent Hendricks, som taler om forpligtelsen til at bruge MEGAFONEN. 

Vincent Hendricks er grundlæggende bekymret for verdens udvikling, hvor grænserne mellem holdning, erfaring og viden udviskes. 

I sin bog VEND VERDEN skriver han blandt andet. 

I det postfaktuelle demokrati opløses respekten for og anerkendelsen af den faktuelle virkelighed. 

Virkeligheden, eller mere præcist, det, der regnes som virkelighed, produceres og konstrueres af dem der har magten til at gøre det. (side 141)

Og hvem er det der har magten? Det er dem med den største megafon. 

Vi lever i en tid, hvor kendte, reality stjerner og influencers har det som Hendricks kalder en større megafon end de fleste. 

Og hvor flere lytter til dem end til fx forskere og folk som reelt ved noget. De har altså magten til at konstruere en virkelighed, som nødvendigvis ikke anerkender den faktuelle virkelighed. 

Han er bekymret af flere grunde. 

Han ser at det er et demokratisk problem, fordi ideen om demokrati er bundet op på tanken om at information skal kvalificere borgeres beslutningsdygtighed. 

Men det bliver et problem, når influencere udtaler sig om alt fra vandkur til cannabis til brystkræft. 

Problemet er ikke, at de taler om det, bruger deres egne erfaringer. NEJ problemet er, at der ikke er nogen der stiller spørgsmålstegn ved om det også er vidensbåret.  

Kendte bliver brugt som eksperter på baggrund af egne holdninger. 

Derudover er han også bekymret for at vi er ved at miste vores autonomi og myndighed som selvstændigt tænkende mennesker. 

Der er nemlig tilsyneladende ikke nogen, der interesserer sig for, hvorvidt noget er sandt eller falsk – eller det har i hvert fald ikke betydning for, om noget bliver delt på sociale medier.  

Det væsentlige er på nuværende tidspunkt således ikke, om noget er sandt eller falsk – det væsentlige er, om det vinder tilslutning, når det bliver delt. 

Det bidrager til, at der sker en akkumulation af misinformation. 

Vincent Hendricks mener, at vores autonomi er under pres i informationstidsalderen. Han ser tegn på, at vi bliver berøvet vores frie vilje, og i stedet er blevet til produkter, der kan handles på markedet for information og manipulation. 

Det spørgsmål, som han rejser, er, om vi kan komme ud af det med vores frie vilje i behold? Det er et stort og alvorligt spørgsmål. 

Og det får mig altså til at tænke tilbage et par hundrede år i tiden. 

I 1809 var den tyske filosof Wilhelm von Humboldt med til at reformere universitetssystemet. Målet i det arbejde var at skabe kritiske og frie individer, der kunne tænke nyt. Dermed var undervisningens funktion ikke blot at videregive information til de studerende – men nærmere et samarbejde mellem underviseren og de studerende i videnskabens tjeneste. 

Og når vi så sammenholder det med det, Vincent Hendricks påpeger, så er spørgsmålet, om vi er ved at sætte det over styr? 

Det er grunden til, at jeg stiller spørgsmålet hvor mange sygeplejersker er kendte. Jeg mener, at vi som sygeplejersker og måske særligt de sygeplejersker der forsker har en forpligtelse til at ’bruge megafonen’

Vi er forpligtede til at bruge vores viden i en tid, hvor meget handler om følelser og holdninger. 

Og det er derfor jeg vil opfordre jer til at bruge megafonen. Så I med jeres viden kan være en modvægt til en tid, hvor følelser og holdninger vægter mere end fakta. Så I kan bruge jeres viden som modvægt til den akkumulation af misinformation der florerer. 

Det bliver måske lidt højtravende, og rækker måske lidt ud over titlen på mit oplæg Forskning som løftestang for sygepleje. Men mit ønske er at vi som sygeplejersker ikke kun løfter sygeplejen, men også sundhedsvæsenet og vores samfund. 

Jeg mener, at vi som faggruppe har muligheden for at bryde igennem lydmuren, og forhåbentlig være med til at vende udviklingen. Vi har en høj troværdighed i befolkningen. Kun overgået af jordemødrene.  Den skal vi bruge og sammen løfte sygeplejen. 

Nu er jeg ved at have brugt min taletid. 

Og jeg håber, at jeg har fået tydeliggjort hvordan forskning er en løftestang for sygeplejen, og hvis I ikke allerede var overbeviste, så nu kan se værdien af forskning i sygepleje. Og ikke mindst, at I kan være med til at sprede budskabet, så alle kan se hvorfor der skal forskes i sygepleje, og hvorfor der skal være gode betingelser for det. 

Og Karin til dig som det hele handler om i dag. Endnu et stort tillykke med din titel.  

En titel, som du kan høre, jeg også synes forpligter. 

Jeg har store forventninger til hvad din forskning kan gøre for sygepleje, sygeplejefaget og for sygeplejersker. 

Så Karin, bliv kendt og brug din vigtige position til fortsat at løfte sygeplejen og vær med til også at udvikle vores sundhedsvæsen, samfundet og dermed også sikre vores demokrati. 

Vær med til at vise omverdenen hvad sygepleje kan. Og fortsæt dit store arbejde som gavner selve sagen i sygeplejen, og som også har udvidet selve sagen, så det ikke længere kun omfatter omsorgen til patienter, men nu også pårørende. 

Tak for ordet!