Det er nødvendigt, at vi stopper med at bruge de mange sproglige fejlskud, hvis vi reelt skal tale om prioritering af omsorgsarbejde i det danske sundhedsvæsen, skriver næstforkvinde i DSR Dorthe Boe Danbjørg og filosof Jacob Birkler.
Sundhedsvæsnet er på vej ud over afgrunden. I valgkampen tales åbent om et kritisk nødlidende sundhedsvæsen. Vi hører eksempelvis maleriske udsagn om et sundhedsvæsen, der er på vej ud over Møns Klint med 220 kilometer i timen. Samtidig gør ledende politikere heller ikke meget for at nedtone krisestemningen eller afvige fra erkendelsen af, at der skal ske noget.
Vi er enige i diagnosen. Vi mener, det er på høje tid, at forholdene for patienter på sygehuse og for de ældre i hjemmepleje og på plejehjem nu for alvor rykkes op på øverste politiske hylde.
Men man kan med god ret spørge, hvorfor det først er nu, hvor vi hænger og dingler ude over Østersøen ved Møns Klint, og ikke mens vi endnu stod med fast grund under fødderne, at politikerne indser alvoren og vil tage fat om problemerne?
Som mangeårig henholdsvis fagpolitisk aktiv sygeplejerske og filosofisk forsker i omsorgen for patienter i Danmark kan vi bevidne, at det ikke har skortet på offentlige advarsler om alle de problemer, der nu endeligt synes at være en politisk lydhørhed overfor.
Men alt imens vi lytter til politikernes ideer til løsning af problemerne, så er vi nødt til at fokusere på det, som vi mener er en række sproglige fejlskud, som bør fjernes, hvis vi for alvor ønsker at prioritere omsorgen i sundhedsvæsenet.
Sygeplejersker som kvantitativ størrelse
For det første omtales sygeplejersker primært som en kvantitativ størrelse. Og ja, antallet af sygeplejersker er vigtigt. For det har betydning for patientsikkerhed, et effektivt sundhedsvæsen, hvor patienter både kan udskrives hurtigt og sikkert, og undgå unødige genindlæggelser. Det er der ingen tvivl om.
Men der er også behov for, at vi taler om den værdi, der er i sygeplejerskers omsorgsarbejde. Hvilken værdi har det at blive set som patient under en indlæggelse?
Det forsvinder lige nu, og vi kan være bekymrede for, at det ikke er det, som politikerne tænker på, når de ønsker flere sygeplejersker og bedre arbejdsforhold.
For hvis det alene handler om at undgå ventelister og flere aflyste operationer, så forsvinder omsorgens værdi, hvor patienten bliver set som et menneske undervejs og ikke blot som en opgave. Patienten risikerer at blive mødt på en standardiseret måde, hvor mennesket er reduceret til en opgave, og derfor oplever at plejen og behandlingen ikke rammer plet, fordi mennesket bag diagnosen ikke er blevet set og mødt.
Omsorgen derimod kan jo netop bidrage til at sikre værdighed. Omsorg sikrer, at der værnes om patienten som menneske. Omsorg sikrer, at sygeplejersken øjner dig, og sikrer sig, at du kan være dig, og ikke kun en diagnose eller endnu en opgave i rækken.
Et positivt præfiks
For det andet, så omtales sygeplejersker ofte som hænder. Her bliver sygepleje reduceret til en forståelse, hvor arbejdet er maskinelt, som var det tandhjul i et stort maskineri. Hvor arbejdet ikke rummer faglighed, men hvor hænder ’bare’ skal udføre en opgave.
Det bliver ikke bedre når sygeplejersker omtales som ’varme hænder’. Her bliver det kvantitative og instrumentelle ikke alene pakket ind i et positivt præfiks, men også modstillet de kolde hænder, som noget negativt.
De kolde hænder bruges nedladende om medarbejdere, der arbejder med administration, men dem er der jo også brug for. Og så bruges de varme hænder tilsyneladende positivt om de faggrupper, der har direkte kontakt med borgere eller patienter, men det ender med at reducere det arbejde, som sygeplejersker udfører. For i omtalen af ’varme hænder’, fjernes forståelsen for omsorgens værdi og for fagligheden, som rækker udover håndelag.
Sproglige fejlskud
For det tredje ser vi, at omsorgen gøres indholdstom ved at tale om sygeplejersker, der ’passer patienter’ eller vælger at gøre det, fordi de har et ’omsorgsgen’.
Det første begreb er problematisk, fordi sygeplejersker ikke passer patienter, som var det blomster i en vindueskarm.
Det andet begreb er problematisk, fordi det fjerner enhver faglighed fra sagen selv. Den almene sproglige forståelse af omsorgsarbejde lider således under en kommunikationsbrist, hvor der hverken er forståelse for omsorgens værdi til menneskeliggørelse af patienten, endsige sygeplejens udvikling, specialisering og videnskabeliggørelse af faget.
Sygepleje var oprindeligt et hjælpefag for lægerne, som ikke krævede formaliseret uddannelse, men mere var koncentreret om praktisk oplæring. Men sygepleje er i dag en profession, som er kendetegnet ved at bygge på forskningsbaseret viden, højtspecialiseret viden og erfaring. Men alt dette underkendes ved omtalen af særlige omsorgsgener, hvor sygeplejersker holdes fast i en forældet rolle som et kvindefag og lægens medhjælp.
Det er nødvendigt, at vi stopper med at bruge de mange sproglige fejlskud, hvis vi reelt skal tale om prioritering af omsorgsarbejde i det danske sundhedsvæsen.
Alternativt underkendes den rolle som omsorg spiller for den enkelte patient, en underkendelse af den faglighed det kræver og en underkendelse af den professionalisme, som sygeplejersker har.
Skriv et svar