
Løn: Sygeplejersker burde tjene 15.000 kroner mere hver måned. Så meget mere mener danskerne, vi er værd. 15.000 mere om måneden. Den lader vi stå et øjeblik.
Først skal vi finde svaret på gåden om, hvordan det gik til, at det at tage sig fagligt kvalificeret og empatisk af mennesker, som er syge, døende eller under helbredelse, er langt mindre værd for samfundet end fx undervisning af børn. Som igen er langt mindre værd end det at gå til møder på ledelsesgangene, for det er helt tydeligt den aktivitet i det offentlige, som skatteborgerne må finde sig i at betale allermest for.
Det handler om mandschauvinisme. En chauvinisme, der i 2017 rammer alle sygeplejersker (m/k) lige hårdt og ubønhørligt. En mandschauvinisme, som blev fasttømret og institutionaliseret i 1969, hvor tjenestemandskommissionen fastsatte kvinders lønniveau til 18 pct. under det lønniveau, som mænd med tilsvarende uddannelser skulle have.
1969 – og vi skriver nu 2017. Men nu, i 2017, lever vi stadig, hvor absurd det end kan lyde, under konsekvenserne af, at politikere og arbejdsmarkedets parter ikke kan slippe ud af forældede normers magtfulde og kvindeundertrykkende slipstrøm. For argumentet dengang var, at mænd modsat kvinder var dem, der havde ansvaret for forsørgelsen af familien.
Det er altså, hvis vi skal følge sandheden, det, vi som kvindelige sygeplejersker m/k, skal svare, når folk spørger, hvorfor vi tjener 15.000 mindre om måneden, end vi intuitivt er værd: “Det er fordi, min mand m/k er den, der forsørger mig og min familie”. Det er han m/k jo så ikke, men måske kan vi så i det mindste trøste os med, at det ikke har noget med at gøre, at læger er mere værd for patienterne, end vi er, eller at lærerne er mere værd for eleverne, end vi er for patienterne.
40.000 om måneden. Det er, hvad en gruppe almindelige mennesker kom frem til, at en sygeplejerske skulle have, da de i et tv-eksperiment skulle fordele en lønsum mellem forskellige jobfunktioner. Det var i 2016. For almindelige mennesker, der ikke sidder helt fast i hverken ledelsessnobberi eller mandschauvinisme, er sagen klar: sygeplejersker er 15.000 mere værd om måneden, end de faktisk får i løn.
Tiden er inde til, at klarheden også melder sig hos politikerne: Staten bør som led i OK18 afsætte mindst fem milliarder til lønløft for ansatte i traditionelle kvindefag.
Skriv et svar