Jeg har tænkt på, om der er en sammenhæng mellem det utal af retningslinjer, som personalet skal efterleve i deres kliniske arbejde og det faktum, at retningslinjer ikke bliver fulgt?
Jeg var indlagt med min ældste søn Johannes sidste vinter i 36 timer. Han havde under en fangeleg slået sin arm, så den var brækket og skulle opereres.
Et spørgsmål, vi fik mange gange i løbet af den relativt korte indlæggelse, var ’Hvad vejer han?’ Et relevant spørgsmål, når man tænker på, at han både fik smertestillende, kvalmestillende, væsketerapi og blev bedøvet. Han blev bare aldrig vejet.
Johannes mente, at han vejede 37 kg. I journalen stod der 24 kg. Det kunne vi alle grine af, og blev alle enige om, at det var vist et par dage siden.
Jeg har alligevel ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor der ikke var nogen, som fik ham vejet? Han havde trods alt ikke brækket benet, og gik jo selv til og fra toilettet, så han var på ingen måde i en tilstand, der gjorde, at han ikke kunne komme op på en vægt.
Alle var øjensynligt også interesserede i vægten. Ligesom det indgår i retningslinjen for præoperativ pleje, forberedelse og klargøring af patient og familie til undersøgelse/operation i generel anæstesi.
Hvordan kan det så være, at ingen fik Johannes op på den vægt?
Det kan der være mange årsager til. Men jeg har tænkt på, om der er en sammenhæng mellem det utal af retningslinjer, som personalet skal efterleve i deres kliniske arbejde og det faktum, at retningslinjer ikke bliver fulgt? I vores tilfælde, at Johannes ikke blev vejet.
Retningslinjer er jo lavet for at sikre ensartet kvalitet, lette hverdagen for personalet og undgå utilsigtede hændelser. Dette var hele hensigten med Den Danske Kvalitetsmodel. Jeg har dog en formodning om, at styringen af personalet til at arbejde efter retningslinjer og den dertil voksende mængde af retningslinjer har taget over, således at personalet mister overblikket over de mange retningslinjer og er i risiko for at miste evnen til at reflektere over egen praksis.
Jeg står ikke alene med min kritik. Det har faktisk ikke skortet på kritikken af Den Danske Kvalitetsmodel siden den blev indført, fordi den jo medførte massiv kontrol, dokumentation, afkrydsningsskemaer, registreringer, indførelse af over 100 standarder med flere hundrede indikatorer og dertilhørende retningslinjer. Ortopædkirurg Aksel Holm fremhæver i Berlingske et eksempel på standarder, der ikke giver mening. Som fx at det kræves, at en patient på 17 år, som er indlagt til næste dag efter en mindre operation, skal have udfærdiget et skriftligt aflastningsprogram, for at han ikke skal få tryksår.
Aksel Holm kalder disse irrelevante retningslinjer for tidskrævende og sløvende, og fremfører, at de afleder opmærksomheden fra de vigtige og relevante tiltag. Og det er lige det som også er min pointe.
Min anden påstand er, at retningslinjer kan være med til at reducere den enkeltes evne til refleksion. Refleksion indebærer, at man planlægger før man handler, er bevidst om sine handlinger, observerer konsekvenserne af ens handlinger og efterfølgende forholder sig kritisk til situationen.
To uddannelsesforskere Carr og Kemmis påpeger, at refleksion vanskeliggøres i en praksis, som er præget af rutiner (retningslinjer). Og dette synspunkt synes også at finde genklang hos Katrine Hjort, som forsker i professionalisering og har fokus på, hvad der kan være med til at underminere professionalisme. Hun har beskrevet hvordan det at arbejde efter manual (retningslinjer), hvor medarbejderen mere eller mindre slavisk skal følge præfabrikerede metodekoncepter, er at betragte som ikke-professionelt arbejde.
Det kunne tyde på, at når sundhedsprofessionelle skal arbejde efter mange (irrelevante) retningslinjer svækker det deres mulighed for refleksion. Jeg mener også, at mit eksempel på, at Johannes ikke blev vejet, viser, at det kan være, at indførelsen af et overvældende antal af retningslinjer og retningslinjer der skal følges, som ikke altid giver mening kan have en slagside, i form af at (de) vigtige tiltag ikke bliver udført. Jeg mener også, at eksemplet viser, at der er noget der tyder på, at den praksis der er skabt i sundhedsvæsenet kan være hæmmende for den daglige refleksion over ens handlinger, eller mangel på handling. Som ikke at have fået vejet et barn præoperativt.
Det her indlæg skal ikke ses som et argument i mod retningslinjer, for de kan bibringe meget godt, og jeg har selv, da jeg var nyuddannet sygeplejerske igen og igen søgt hjælp i den gule mappe, som dengang på børneonkologisk afdeling indeholdt retningslinjerne. Så retningslinjer har helt sikkert deres berettigelse, da de kan guide og hjælpe. Indlægget skal derimod ses som en refleksion over, hvor svært det kan være at sikre kvalitet i klinisk praksis, når et tiltag – retningslinjer – hæmmer det som også er med til at sikre kvalitet i klinisk praksis; refleksion.
Johannes hoppede på vægten, da vi kom hjem. Han vejede 42 kg.
Skriv et svar