Debatindlæg af Dorthe Boe Danbbjørg publiceret i Information 18. juli 2023: Om man vil uddanne ’egne’ filippinske sygeplejersker til Danmark eller tillokke færdiguddannede med løfter om bedre løn vil det drive rovdrift på et sundhedsvæsen i knæ – det kan vi ikke være bekendt
Da Moderaterne for et par uger siden lancerede forslaget om, at Danmark bør bidrage til at løse manglen på sygeplejersker ved at etablere sygeplejerskeuddannelser i Filippinerne og Indien med henblik på at ansætte de færdiguddannede i det danske sundhedsvæsen, var jeg netop vendt hjem fra en international sygeplejerskekongres i Canada.
På samme kongres var netop rige landes rekruttering af sygeplejersker fra mindre velhavende lande et centralt tema, for der er tale om en global tendens, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer imod, og det gør også den internationale sammenslutning af sygeplejersker (ICN), som Dansk Sygeplejeråd er del af.
Det gør vi, fordi vi ser det som en usolidarisk for ikke at sige decideret egoistisk og fremfor alt ikkebæredygtig måde at løse krisen i sundhedsvæsenet i Danmark og andre rige lande på.
I velstillede lande stiger antallet af ældre. Med det følger, at flere borgere lever med en eller flere sygdomme, som de har brug for pleje og behandling til at håndtere. Det presser sundhedssystemerne, fordi arbejdsstyrken samtidig skrumper ind.
Det stiller landene over for en giftig cocktail, som flere nu forsøger at løse ved at ’importere arbejdskraft’, som det uskønt omtales.
Moderaternes forslag om at uddanne sygeplejersker og sosu-assistenter i udlandet kan umiddelbart lyde besnærende. Især når man krydrer fortællingen med, at man vil lade halvdelen af de uddannede blive i landet.
Men virkeligheden er en ganske anden.
Tragedien i Filippinerne
Filippinerne er et af de lande i verden, der ser flest sygeplejersker rejse ud, og eksperterne kalder det for »krybskytteri«, når udenlandske aktører forsøger at rekruttere filippinske sygeplejersker til at arbejde i andre lande. Uanset om man vil uddanne ’sine egne’ filippinske sygeplejersker til at arbejde i Danmark, eller man lokker færdiguddannede til at rejse udenlands med løfter om bedre betaling, er det rovdrift på Filippinerne, da det svækker landets mulighed for at tage vare på egen sundhed.
På ICN-konferencen holdt tidligere professor og forsker i sundhedspolitik med særligt fokus på sygeplejerskemigration Fely Marilyn Elegado-Lorenzo fra University of Manila et oplæg om situationen. Ifølge hende står Filippinerne i en alvorlig sundhedskrise – og den nødretstilstand efter pandemien er da også først nu på vej til at blive ophævet. Under coronapandemien var sygeplejerskerne ifølge hende den faggruppe, der havde den højeste dødelighed. Samtidig forlod mange sygeplejersker deres job og er aldrig vendt tilbage, og uddannelsesstederne lukkede ned, så de studerende kunne ikke blive uddannet.
Derfor mangler Filippinerne i dag så mange sygeplejersker på offentlige og private sygehuse og i den primære sundhedssektor såsom lokale sundhedsklinikker, at regeringen kalder det kritisk. Regeringen har anslået, at der er 14.000 ubesatte sygeplejerskestillinger – selv efter at man havde givet 10.000 nye sygeplejersker autorisation.
Konsekvenserne er blandt andet, at nogle hospitaler risikerer at miste deres autorisation og lukke på grund af manglen på sygeplejersker. Situationen truer patientsikkerheden, og det er så alvorligt, at regeringen overvejer at tillade personale uden autorisation at arbejde med sygepleje, hvilket vil forringe kvaliteten og dermed true patienternes sikkerhed endnu mere.
Derfor er det helt korrekt at tale om krybskytteri, når udenlandske rekrutteringsagenter angiveligt tropper op på sygehusene og kontakter sygeplejersker direkte med tilbud om at arbejde.
Tragedien i Filippinerne er særligt bemærkelsesværdig, fordi landet før Corona faktisk styrkede sygeplejerskeuddannelsen, så sygeplejerskerne lever op til kravene i for eksempel Storbritannien og USA.
Regeringen har også indgået omkring 20 aftaler med andre lande om migration af sygeplejersker under ordnede forhold og har dermed støttet migrationen, fordi landet historisk har nydt godt af de penge, som blandt andet filippinske sygeplejersker og sømænd har tjent i udlandet og sendt hjem.
Men i dag er situationen altså en anden. Det filippinske sundhedsvæsen er i knæ.
I det lys er Moderaternes idé om at lukrere på håbefulde unge filippineres ønske om at søge derhen, hvor belønningen er højest, ikke bare egoistisk, men også helt uantagelig i en global og humanitær sammenhæng.
Et globalt problem
Ser man sig om efter andre potentielle kandidatlande, er situationen den samme. Velhavende landes tørst efter sundhedspersonale er så stor og umættelig, at udenlandske sygeplejersker i 2022 udgjorde 30 procent af arbejdsstyrken i det australske sundhedsvæsen, 26 procent i New Zealand, 20 procent i Storbritannien og 15 procent i USA.
ICN anslår, at der vil mangle 13 millioner sygeplejersker på globalt plan i 2030, og det er hverken bæredygtigt eller realistisk at løse manglen igennem udenlandsk rekruttering. Derfor opfordrer både WHO og ICN til, at hvert land investerer i at uddanne flere sygeplejersker og sundhedsprofessionelle til eget brug – og at man afholder sig fra at rekruttere sygeplejersker i lande, som selv mangler sygeplejersker.
Der er endnu ikke mange erfaringer med udenlandske sygeplejersker, der træder i stedet for nationalt uddannede sygeplejersker. I Finland hører vi, at man har etableret en speciel assistentrolle, som de udenlandske sygeplejersker udfylder, fordi de af mange grunde ikke kan erstatte en finsk sygeplejerske en til en.
Jeg tror ikke, det er fordi, de ikke er fagligt kompetente, men sygepleje er så komplekst et samspil mellem patient, sygeplejerske og læge, at det kræver indgående kulturelt og sprogligt nærvær at give patienter og borgere den pleje og behandling, de har behov for. Og det er svært, hvis man lige er fløjet ind og landet i et nyt lands sundhedsvæsen.
I Storbritannien er der også mange udenlandske sygeplejersker, og på ICN-konferencen i Montreal hørte jeg fra britiske kolleger, at rekrutteringsbureauerne tager sig godt betalt af sygeplejerskerne, og at sygeplejerskerne ender med at være stavnsbundet af klausuler i deres kontrakter og skal betale tusindvis af pund, hvis de ønsker at skifte job eller rejse hjem igen. The Guardian har beskrevet, hvordan sygeplejersker i de mest ekstreme tilfælde er bundet i op til fem år, og ellers står de til at betale ‘bøder’ på op til 14.000 pund.
Hvis det er sandt, er der tale om trafficking-lignende situationer. Den udvikling må vi virkelig tage afstand fra!
Jeg hørte også, hvordan Storbritannien i vid udstrækning rekrutterer sygeplejersker fra lande, der er på WHO’s røde liste over lande, hvor manglen er så stor, at den er kritisk for folkesundheden. Det er helt uantageligt efter Dansk Sygeplejeråds mening.
Løsningen er herhjemme
I det hele taget ligger løsningen på sygeplejerskemanglen ikke i uetisk rekruttering fra fattige lande. Løsningen ligger hjemme hos os selv.
Mere end 5.000 uddannede sygeplejersker arbejder i dag uden for faget. De har forladt det offentlige sundhedsvæsen, fordi de har fået nok af det konstante arbejdspres og en løn, som ikke spejler det ansvar, man som sygeplejerske står med.
Manglen på sygeplejersker skyldes nemlig ikke, at vi ikke kan skaffe flere danske sygeplejersker, men at de offentlige arbejdsgivere ikke vil betale for dem.
Derfor burde Moderaterne først og fremmest bruge magten som regeringsparti til at arbejde for at få sygeplejerskerne tilbage i faget. Med ordentlige lønninger og ordentlige arbejdsforhold.
Dorthe Boe Danbjørg
2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd
Skriv et svar