DEBAT: Det siges, at historien ofte gentager sig selv. Det er også tilfældet i diskussionen om sygeplejerskernes løn, hvor en række mandlige eksperter finder det helt rimeligt, at sygeplejerskerne er indplaceret lavt i lønhierarkiet.
Af: Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd
Det siges, at historien ofte gentager sig selv, og det er også tilfældet i diskussionen om sygeplejerskernes løn. I 1960’erne sad en gruppe mænd i Tjenestemandskommission og blev enige om, at det var helt rimeligt, at sygeplejerskerne blev indplaceres lavt i Tjenestemandsreformen af 1969’s lønhierarki. En vurdering det dengang stærkt mandsdominerede Folketing bekræftede dem i. Her i 2021 har en række mandlige eksperter i Berlingske og Kristelig Dagblad besluttet at gentage øvelsen. De finder nemlig, at sygeplejerskerne dengang som nu, ikke har fortjent en højere løn.
Her i Dansk Sygeplejeråd (DSR) finder vi, at det havde klædt dem, både dengang og nu, rent faktisk at sætte sig ind i sygeplejerskernes historie, uddannelse og deres daglige virke, inden de fastlagde vores værdi.
Vi kan fx anbefale dem at læse om sundhedsplejerskernes betydning for det betragtelige fald i børnedødeligheden i 1940’erne og 50’erne. Eller om, hvordan sygeplejersker har været helt centrale i bekæmpelsen af både polio og tuberkulose – en indsats, der ofte blev ydet med stor risiko for eget helbred. Prøv også at find en læseplan frem fra fx Testrup Sygeplejehøjskole, og se hvor meget fritid og frihed sygeplejerskeeleverne var givet. Vi kan afsløre, at svaret er ingen. Det blev forventet, at eleverne boede på hospitalet, og stod til rådighed i samtlige timer, hvor de ikke sov eller modtog undervisning.
I de aktuelle indlæg kan man også læse, at hvis vores løn vitterlig var så dårlig, så burde vi have protesteret og kæmpet noget mere. Men vi har protesteret og kæmpet for bedre løn i mere end 100 år!
I 1950’erne var vi fx stadig underlagt kost- og boligtvang, og ud af vores løn var vi således forpligtet til at betale en andel til hospitalet for kost og logi. Dette gjaldt også for de af os, der valgte ikke at bo på vores arbejdsplads. Kost- og boligtvangen lykkes det os efter hårde sværdslag at komme af med i 1959, men det kostede os en lønnedgang, da arbejdsgiverne fandt, at sygehusene skulle kompenseres for den ulejlighed det vat ikke at have os til rådighed 24 timer i døgnet.
Den lønnedgang fulgte med os i 1960’erne, og blev cementeret ved Tjenestemandsreformen af 1969. For os er dette en klokkeklar fortælling om kønsdiskrimination.
Vi fandt det heller ikke rimeligt dengang, og i 1960’erne og 1970’erne forsøgte DSR anført af Kirsten Stallknecht at råbe op. I første omgang med høfligt og sagligt formulerede breve, der blev ignoreret af både Tjenestemandskommissionen og Folketingets politikere. I anden omgang knap så høfligt, da Stallknecht på landsdækkende tv beskrev både processen omkring tjenestemandsreformen og sygeplejerskernes løn som latterlig og forkastelig.
Da sygeplejerskerne så fik strejkeretten i 1971, indledte sygeplejerskerne ved først givne lejlighed, nemlig i december 1973 en seks uger lang strejke. Ved denne protest fik vi fjernet de allernederste løntrin – men herefter har vi sammen de andre kvindedominerede fag siddet fast i en lønstruktur fastlagt før gifte kvinder fik egen selvangivelse.
Nu strejker vi så for en højere løn for femte gang, og kæmper nok engang for at bryde ud af den historiske tradition med at lønne traditionelt kvindearbejde som var det et kaldsarbejde. I 1969 og ved vores foregående strejker lyttede politikerne ikke til os. Nu er vi så i den situation, at vi om bare fem år står til at mangle 6.000 sygeplejersker i den offentlige sektor. Det er flere, end der lige nu strejker, og denne mangel vil gøre meget ondt i et allerede overbelastet sundhedsvæsen. Så måske er tiden inde til at lytte lidt mere til os med fingeren på pulsen (i ganske bogstavelig forstand) og give mindre rum til ”mansplaining” om sygeplejerskers lønvilkår.
Skriv et svar