Dagens kvinders lønsedler er hjemsøgt af 60’ernes kønsroller. Det sagde historiker Astrid Elkjær Sørensen i Deadline i sidste uge. Hun beskriver ret præcist hvordan blandt andet sygeplejersker og pædagoger oplever deres lønseddel. Hjemsøgt og uden sammenhæng med nutiden.
Det, Astrid refererer til, er mandschauvinisme. En chauvinisme, der i 2017 hjemsøger alle sygeplejersker (m/k) lige hårdt og grusomt. En mandschauvinisme, som blev fasttømret i 1969, hvor tjenestemandskommissionen fastsatte kvinders lønniveau til 18 procent under det lønniveau, som mænd med tilsvarende uddannelser skulle have. Fordi kvinder ikke havde forsøgerpligt. Det er baggrunden for, at vi de facto ikke har ligeløn i Danmark, og det er en af knasterne i den truende storkonflikt.
Og vi kan også høre fortidens spøgelser i den aktuelle debat. Debatten viser gang på gang, at mange politikeres holdninger er hjemsøgt af tidligere tiders kønsroller og opfattelsen af, at omsorgsfagene betragtes som en kærlighedsgerning, som ikke er noget, man gør for at få (høj) løn. For hvordan kan politikere fremhæve, hvor vigtigt et arbejde f.eks. både sygeplejersker og pædagoger udfører, men når det kommer til at honorere det, ja så skal vi blot acceptere, at vi rundt regnet får 20 procent mindre, end hvis vi nu havde valgt et ikke-traditionelt kvindefag?
Selvom jeg kan se sammenhængen til tidligere tiders kønsroller, er det mig alligevel uforståeligt, at vi vil være det bekendt. At vi som samfund vil tillade, at vi reproducerer tidligere kønsroller i 2018 og dermed om ikke direkte så indirekte lade mig og mine kollegaer være 20 procent mindre værd og dermed direkte modarbejder alle intentioner om ligestilling og ligeløn.
Lad mig sige det klart: Vi ønsker ligeløn, ikke pigeløn.
Skriv et svar