
Folketingskandidat Lise Müller og næstforkvinde i DSR Dorthe Boe Danbjørg
Læserbrev: Vi mangler hænder. Sådan omtales den aktuelle krise generelt. Men det handler om køn. For den krise, vi befinder os midt i, som gør, at vi blandt andet mangler sygeplejersker og pædagoger, er en omsorgskrise. Og omsorgskrisen handler om køn, om løn og uligeløn. Det er det der er problemet.
Når vi ser på værdisættelsen af arbejde i den offentlige sektor, har lønningerne udgangspunkt i et lønhierarki, som Folketinget indførte for over 50 år siden. Det er det vi kender som Tjenestemandsreformen fra 1969. Her blev fag med en overvægt af kvinder indplaceret lavere end tilsvarende mandsdominerede fag.
Institut for Menneskerettigheder har i samarbejde med forsker Astrid Elkjær Sørensen analyseret tjenestemandsreformens betydning for de kvindedominerede fag i dag. Og konklusionen er klar: Lønhierarkiet har ikke forandret sig særlig meget siden 1969. For eksempel tjener en diplomingeniør i det offentlige ca. 12.000 kr. mere om måneden end sygeplejersken, når man både tæller løn og pension med. Deres uddannelse er lige lang, men det afspejler sig ikke på lønsedlen.
Det viste Ligelønskommissionen allerede i 2010, da den slog fast, at de tekniske fag aflønnes højere end de omsorgsrelaterede fag. Tendensen er tydeligst blandt faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse, her var forskellen mellem mænds og kvinders løn i 2017 på 19,2 procent i Danmark.
Når vi ser på manglen på sygeplejersker, så handler det om løn. Det seneste år har op mod 2500 sygeplejersker forladt sundhedsvæsenet, og vi ved, at omkring 5000 sygeplejersker arbejder udenfor sundhedsvæsenet. Fordi de har fået nok af uligeløn og dårlige arbejdsvilkår.
Og det er et globalt fænomen. Kvinder siger fra. Det er derfor vi har en global omsorgskrise. Men trods det har verdens ledere ikke forstået alvoren, for det er et opgør med uligeløn, at vi har brug for. Vi har brug for at verdens ledere erkender, at det ikke handler om at der er mangel på hænder, nej der er mangel på ligestilling, og derfor har vi omsorgskrisen.
Skriv et svar