Bragt i min blog på DSR.dk 14. feb. 2017
Dansk Sygeplejeråd skal fornyes –under overskriften “Sammen om DSR” er der skudt et udviklingsprojekt i gang i DSR. Jeg har fulgt de mange debatter som florerer omkring fagforeningen, og det er vildt spændende at læse, hvad sygeplejersker tænker om fagforeningen, faget og de vilkår vi som sygeplejersker arbejder under. Og ikke mindst lønnen.
Debatten har fået mig til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig. Noget jeg egentlig ofte har tænkt over. Typisk efter diskussioner omkring hvorfor man overhovedet er medlem. For udover at vi nok alle kan blive enige om, at vores løn er for lav, så er det mange holdninger til DSR, hvor mange også er kritiske. Nogle oplever, at DSR ikke har varetaget deres interesser, når de har skulle forhandle løn. Flere er skeptiske i forhold til, om DSR er den rigtige fagforening, når man udover sygeplejerske også er akademiker. Andre kan ikke se, at de får noget ud af det, altså udover bladet. Og så er der kalenderen, hvorfor kommer den dog stadig? Nogle påpeger, at det er dyrt at være medlem. Andre igen synes ikke, at DSR er synlig nok. Og så var der strejken. Og kontingentstigningen.
Jeg kunne blive ved. Jeg oplever tit, at jeg ender med at forsvare DSR, fordi jeg tænker mig selv som en del af DSR. For mig er det nemlig fællesskabet der træder frem, når jeg tænker på, hvorfor jeg er medlem. Det er det, som DSR har betydet for mig siden jeg meldte mig ind og det er lige præcis det, jeg tænker, at vi skal sikre i udviklingen af DSR: at vi er sammen som DSR.
Sammen som DSR i et fællesskab som giver sygeplejersker en stærk fælles stemme.
Et fællesskab som åbnede sig for mig, da jeg som ung (frustreret) sygeplejerske i 2001 skrev min første kronik om de (også dengang) kritisable forhold. Udover at jeg var pavestolt over at jeg fik en kronik i Politiken oplevede jeg, at DSR Kreds Hovedstaden bød mig indenfor i et fællesskab af andre, som også kæmpede for bedre vilkår.
Et fællesskab som udfoldede sig, da jeg som tillidsrepræsentant på Rigshospitalet var en del af TR-kollegiet, og hvor jeg blandt andet dannede en fagpolitisk mødregruppe sammen med andre tillidsvalgte. Udover at drikke spandevis af kaffe, hygge med ungerne, fyldte vi barselstimerne med fagpolitiske diskussioner og ikke mindst de læserbreve vi sammen skrev.
Ligesom det fællesskab jeg oplevede (trods megen kritik også) under strejken. Vi arrangerede demonstrationer, gik med faner, skrev læserbreve, holdt møder i socialdemokratiets lokaler og cyklede i kulde til Ørbæk, mens vi råbte på mere i løn.
Som da vi fik Alt for damernes kvindepris. Her var vi fælles om at være enige og uenige om prisen. Nogle tog afstand, fordi Alt for Damerne har et forskruet kvinde og skønhedssyn. Andre kunne ikke se sig selv modtage en kvindepris, af den helt oplagt grund, at de ikke er kvinder.
Eller det fællesskab, jeg er stolt af at være en del af, når Grete taler med vores stærke stemme. Som da hun stålsat signalerede, at sygeplejersker hellere ville have en ekstra kollega end skattelettelser.
Eller det fællesskab vi har sammen med andre. Som da vi gik sammen med FOA, HK/Kommunal, Yngre Læger og Overlægeforeningen og sagde nej til kravet om, at sygehusene skal øge produktiviteten med 2 procent hvert år.
Sygeplejerskerne vil gerne være en del af fællesskabet. Der blev slået medlemsrekord sidste år. Her var der 75.591 sygeplejersker som var medlem af Dansk Sygeplejeråd. Det højeste antal nogensinde. Men på den anden side kan det også virke som om medlemmerne ikke føler, at fællesskabet er vedkommende. Stemmeprocenten til diverse poster i DSR er lav. Sidst der var valg, var der under 1/5 af medlemmerne, der stemte.
Men fællesskabet med den stærke stemme vanskeliggøres også af, at sygeplejersker som gruppe ikke altid er homogen. Vi er vidt forskellige, ikke mindst fordi sygeplejefaget er så forskelligt og vi arbejder med forskellige aspekter af sygeplejen, og arbejder under forskellige vilkår. Det kan være med til at svække vores fælles stemme, at vi som gruppe ikke altid har de samme ønsker. Det vidner debatten, der er foregået de seneste måneder, også om.
Jeg tror, at den helt store udfordring ligger lige nøjagtig her, men også at det er her, at vi sammen (er kommet) kan komme langt, hvis vi kan finde ud af at være fælles som DSR.
Jeg tror, at den enkelte sygeplejerske skal opleve, at DSR gør noget for hende/ham og mærke, at det at være en del af fællesskabet giver mere end det koster. Men det kan også være en udfordring i sig selv, fordi det kræver, at man nogen gange (måske tit) skal se tingene i et større perspektiv, så det ikke kun er ens egne interesser, men fællesskabets (faget som helhed) interesser, der er vedkommende.
Og man kan miste tålmodigheden, fordi man går på arbejde dag ind og dag ud, år efter år, og bare oplever, at man skal løbe stærkere, at der kommer flere administrative og tekniske krav og opgaver, som ligger langt fra det som man gerne ville lave, da man blev uddannet. Så jeg tror også, at man skal være indstillet på, at fællesskabet koster.
Og vi skal også indstille os på , at fællesskabet ikke er stærkere end dets medlemmer. Det er ikke formanden, de politisk valgte, som alene kan klare skærene for os. De kan ikke få lønnen op alene. De kan ikke sikre bedre vilkår alene. De kan ikke få stoppet effektiviseringerne alene.
Kun hvis vi er sammen som DSR kan vi lykkes.
Skriv et svar