Kære sygeplejerske,
Jeg ønsker at fortsætte kampen for anerkendelse, bedre arbejdsvilkår og ligeløn for sygeplejersker.
Derfor stiller jeg igen op som som næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd. Det gør jeg, fordi jeg vil kæmpe for, at der bliver sat pris på sygeplejersker.
Jeg bliver så indigneret over, at vi ikke får den anerkendelse, som vores faglighed fortjener – at vi ikke får den løn, der afspejler vores uddannelse og kompetencer – og at vi skal arbejde under vilkår, der ikke levner rum til fagligt forsvarlig sygepleje.
Det skal vi have ændret, og det vil jeg gerne være med til at stå i spidsen for!
Anerkendelse
Det skal være slut med, at vi reduceres til hænder og fastholdes i en underordnet, mindre betydningsfuld position.
Når vi i for høj grad omtales som “hænder”, giver det det os dårligere vilkår, og vores mulighed for uddannelse og løn bliver ringere. Selvom vi er rygraden i sundhedsvæsenet, har vi ikke samme status som fx lægerne.
Vi skal have gjort op med, at vi som sygeplejersker ikke anerkendes for vores faglighed og betydning for sundhedsvæsenet. Mange ser stadig sygeplejersker som lægens assistent og dermed ikke som en selvstændig profession.
Men vi har et selvstændigt sygeplejefagligt ansvar, når vi er ansvarlige for sygeplejen til vores patienter og borgere. Det sker i et sundhedsvæsen, hvor behandling desværre opfattes som finere og mere væsentligt end sygepleje.
Hvor mange taler for eksempel om, at mundpleje redder liv på lige fod med en hjerteoperation? Ikke mange, vel? Og det er lige præcis det, vi skal have ændret.
Samtidig skal vi arbejde for, at omsorg ikke nedprioriteres. Omsorg skal anerkendes på lige fod med behandling. Det skal ikke kun være den medicinske tilstand hos patienten, der er fokus på – men i ligeså høj grad behovet for omsorgen for det hele menneske.
Korslagte arme er ikke nok. Protest er ikke nok. Kritik rettet mod arbejdsgivere og politikere er ofte nødvendigt men aldrig nok:
- Vi skal vedholdende dokumentere den forskel, som sygeplejersker gør for patienters overlevelse og livskvalitet. Vi skal bruge forskning og fortællinger fra hverdagen.
- Vi skal blande os i den offentlige debat og vise, at sygeplejersker ikke er til at komme udenom, hvis danskernes sundhedsvæsen skal udvikle sig til det bedre.
- Vi skal sørge for, at sygeplejersker og sygepleje overalt bliver en del af topledelsen i vores sundhedsvæsen – i stat, regioner, kommuner – og i Sundhedsstyrelsen.
- Vi skal insistere på og oplyse alle om, at omsorg er lige så vigtigt og kræver lige så specialiserede evner og kompetencer som behandling.
- Vi skal oplyse borgere, pårørende, studerende, politikere og meningsdannere om, hvad sygepleje i virkeligheden er. For de tror, det er “holde i hånd” og pasning.
Bedre arbejdsvilkår
Hvis jeg siger 1000 flere sygeplejersker, så vil de fleste nok ryste på hovedet og tænke på Regeringens valgløfte, som gik op i ingenting.
Det vilde er jo, at der faktisk kom penge til 1000 flere sygeplejersker på Finansloven. Men på grund af de dårlige vilkår i sundhedsvæsenet er der alt for få eller ingen sygeplejersker, der overhovedet ønsker ansættelse eller at gå op i tid.
Tværtimod er det blevet sværere at få ansat en sygeplejerske i løbet af de sidste tre år.
Vi skal have bedre normeringer og bedre tilrettelæggelse af vores arbejdstid. Der er for få sygeplejersker til for mange patienter, og det er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv eller død. Samtidig betyder for få kolleger, at dit arbejdsmiljø bliver stærkt forringet. Det kan ingen være tjent med!
Diskussionen om arbejdsvilkår handler ikke kun om muligheden for at udføre sygepleje, men også om ordentlige betingelser for at lede sygepleje.
Vi ved, at oversygeplejersker på landets hospitaler har personaleansvar for langt flere medarbejdere end gennemsnittet blandt offentlige ledere. Det er ikke raketvidenskab at regne ud, det så påvirker ledelsen negativt. Medarbejderne oplever mindre markant ledelse og lederne oplever, at deres ledelsesspænd er for stort.
Penge til flere sygeplejersker er godt, men ikke nok. For der er kritisk mangel på sygeplejersker. Der er kritisk få, der vil uddanne sig som sygeplejerske, og næsten ingen ønsker at gå op i tid – på grund af helt urimeligt dårlige arbejdsvilkår. Det skal blive bedre:
- Vi skal vedholdende dokumentere betydningen af antallet af sygeplejersker. Ingen skal være i tvivl om, at en sygeplejerske mere giver liv til flere.
- Vi skal være med til at sætte retning for sundhedsvæsenet ved fx at udvikle nye arbejdsgange, teknologier og vise, hvordan sygepleje kan være med til at sikre kortere indlæggelser, undgå genindlæggelser og sikre kontinuitet.
- Vi skal søge politisk indflydelse igennem de rum vi får. Fx vil jeg bruge vores plads i Robusthedskommissionen til at arbejde for bedre arbejdsvilkår for sygeplejersker.
- Vi skal styrke tillidsrepræsentanterne i organisationen. Tillidsrepræsentanterne i DSR må ikke føle, at de står alene med opgaven. Vi kan fx arbejde for at forhandle bedre vilkår til TR arbejdet hjem, samt understøtte dem med en styrket TR-uddannelse og relevante kurser.
- Vi skal arbejde for, at der er tid til ledelse, og derfor skal vi blandt andet arbejde for et mindre ledelsesspænd.
Ligeløn
Sygepleje er blevet opfattet som et hverv for selvopofrende kvinder, og det virker som om store dele af dagens Danmark mener, at det stadig skal gælde. Det skal vi gøre op med, hvis vi skal lykkes med at få en løn, der afspejler vores uddannelsesniveau og vores store ansvar. For det gør den på ingen måde i dag.
Vi får væsentligt mindre i løn end sammenlignelige grupper, og sådan har det været i mere end 50 år, og det er skammeligt, at forældede kønsroller definerer vores løn. Vi kender alle historien om Tjenestemandsreformen, og det er på høje tid, at der gøres op med tidligere tiders kønsroller – de er mere end forældede her i 2022.
Hvis sygeplejersker skal komme i nærheden af at få en løn som fortjent, så kræver det handling, og det kræver politisk handling. Det kræver viljen til gennemgribende ændringer, der griber fat i de grundlæggende kønsstrukturer, så vi opnår lighed mellem kønnene.
Vi er nået langt – siden 2018 er vi rykket et godt stykke. Vi har fået den samlede fagbevægelse til at anerkende ligelønsproblemet, vi har fået ny banebrydende forskning om tjenestemandsreformen, der har været en insisterende tværfaglig aktivisme, vi har haft en strejke. Og senest har det regeringsbærende parti anerkendt problemet.
Den udvikling skal vi fortsætte, og selvom vi er kommet et godt stykke de sidste fire år er jeg utålmodig. Jeg vil som næstforkvinde i DSR stædigt og vedholdende fortsætte med at skabe politisk opmærksomhed om sagen i den offentlige debat, gennem politisk lobbyvirksomhed og forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, indtil de uretfærdige lønvilkår for sygeplejersker er forbedret.
DSR kan ikke gøre det alene, men sammen med medlemmer, aktivister og resten af fagbevægelsen er jeg sikker på, at vi kommer i mål.
Mere uddannelse
Løn og normeringer gør det ikke alene, og derfor er det vigtigt med konstant fokus på uddannelse, således at vi har en sygeplejerskeuddannelse af høj kvalitet, hvor de studerende har gode læringsbetingelser, både i den teoriske undervisning på uddannelsesstedet og i deres praktikforløb i klinikken.
Sygeplejersker skal udover den solide grunduddannelse have bedre muligheder for at efter-og videreuddanne. For opgaver som innovation, ledelse, undervisning og komplicerede pleje-ogbehandlingsopgaver kræver, at sygeplejersker konstant tilegner sig nye kompetencer.
Derfor vil jeg arbejde for, at sygeplejersker har et højt uddannelsesniveau og ikke mindst
forskerkompetencer. Uddannelse og forskning er afgørende for fagets fortsatte udvikling, og for at
vi som sygeplejersker kan sætte kursen for fremtidens sundhedsvæsen.
Vi skal arbejde for:
- Vi skal være med til at sikre en stærk grunduddannelse med gode betingelser for de studerende.
Indenfor de seneste år er de årlige 2 % besparelser fjernet, men vi skal fortsat arbejde for, at der investeres i grunduddannelsen. Det er dyrt at uddanne dygtige sygeplejersker.
- Vi skal arbejde for gode praktikforhold for de studerende. Finansieringen skal sikre, der også kan være studerende i almen praksis, ligesom hele sundhedsvæsnet bør have en uddannelsesforpligtelse.
- Vi skal arbejde for at sygeplejersker får bedre muligheder for efter- og videreuddannelse af høj kvalitet. Både i form af flere specialuddannelser, og i form af sammenhængende videreuddannelse. Konkret skal vi bruge vores plads i Rådet for special- og videreuddannelse i Sundhedsstyrelsen og ikke mindst vores plads i Robusthedskommissionen.
- Vi skal styrke vores position indenfor forskning. Vi skal arbejde for at der sættes flere kroner, både offentlige og private, til forskning i sygepleje.
Stærke fællesskaber i en stærk fagbevægelse
Fremtidens fagbevægelse skal prioritere udvikling af faget og sikring af sygeplejerskers rettigheder lige højt – og lige højt vil sige lige tårnhøjt! De to ting hænger uløseligt sammen, for et stærkt sygeplejefag giver os langt større chancer for at beholde og udbygge vores tilkæmpede rettigheder på fremtidens arbejdsmarked.
De tillidsvalgte spiller en afgørende rolle, fordi de er hovedaktører i et aktivt medlemsdemokrati med handlekraftige fællesskaber. Og hvad betyder handlekraftige fællesskaber? Det betyder netværk, arbejdsgrupper og et væld af medlemsinddragende processer og dynamikker, som skal understøttes af og involvere hele DSR, kredsene, tillidsrepræsentanterne og medlemmerne.
De senere år er der flere sygeplejersker, der engagerer sig i eller udenom DSR i aktivistiske fællesskaber – dem skal vi samarbejde med, så vi sammen kan være med til at kæmpe for sygeplejerskernes rettigheder. På den måde styrker vi kampen.