
Af: Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for SF, og Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
I Italien har sygeplejersker og læger beskrevet deres hverdag som en krigszone: Hver dag kæmpede de en krig, hvor overlevelse krævede, at alle slag blev vundet med en rustning, der kun bestod af papirskjolde og legetøjspistoler.
Krigen er selvfølgelig den verdensomspændende kamp mod coronavirussen. Italien og andre lande, som fx Spanien og Frankrig, har været særlig hårdt ramt. Men fællesnævneren for alle landene i Europa er den enorme indsats, som sundhedspersonalet yder i disse måneder.
Anerkendelsen af sundhedspersonalet udebliver da heller ikke. Når klokken slår 20, går borgere overalt i Europa på gaden eller står på deres altan for at klappe ad sundhedspersonalet. De klapper for sundhedspersonalets indsats i en krisetid, hvor den indsats er altafgørende for, at Europa kommer gennem coronaepidemien.
Det er helt sikkert en god støtte og et stort skulderklap. Men det er ikke nok. Langt størstedelen af sygeplejerskerne er kvinder, og sammenligner man med tilsvarende fag med en stor andel mænd, bliver uligelønnen i Europa tydelig. For eksempel tjener en diplomingeniør ansat i det offentlige i Danmark ca. 12.000 kr. mere om måneden end sygeplejersken, når man både tæller løn og pension med. Deres uddannelse er lige lang, men det er sygeplejersken, der står med ansvaret for patienternes liv i sine hænder. Ansvaret og den nylige anerkendelse er dog ikke til at se, når hun står med sin lønseddel i hånden. I stedet kan hun kun se, at vi stadig ikke har ligeløn.
Det viste Ligelønskommissionen allerede i 2010, da den slog fast, at de tekniske fag aflønnes højere end de omsorgsrelaterede fag. Tendensen er tydeligst blandt faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse, her var forskellen mellem mænds og kvinders løn i 2017 på 19,2 procent i Danmark.
Det er nemt at sige tak, men tak kun er et fattigt ord i denne sammenhæng. Tak og klapsalver bør veksles til bedre lønninger. Løn og vilkår påvirkes altid af politik, og bag hver politik ligger handling. Politikerne bør være deres ansvar bevidst, og sætte handling bag ord, så sygeplejerskerne anerkendes med en løn, der afspejler den vigtige opgave, de løfter, i stedet for en løn, der blot viser at deres fag har en overvægt af kvinder.
Skriv et svar