Normering
Det er dyrt at spare på sygepleje i kommunerne
DEBAT: Sygepleje i det kommunale landskab er præget af kompleksitet og højtspecialiseret pleje. Derfor bør der ikke nedrustes, men oprustes, så kommunerne kan leve op til visionerne for det nære sundhedsvæsen, skriver to sygeplejersker.
Af Dorthe Boe Danbjørg og Anja Skovgaard Nissen, Sygeplejersker
Øget opgaveudflytning til kommunerne er øverst på dagsordenen i et sundhedsvæsen.
Der er store visioner om det nære sundhedsvæsen, hvor flere borgere skal hjælpes i eget nærmiljø og undgå indlæggelser, og hvor færre patienter skal falde mellem to stole i sundhedsvæsnet.
Men den plan ender med at falde helt på gulvet, hvis de varslede kommunale besparelser gennemføres på et tidspunkt, hvor der alene burde foretages investeringer for at understøtte visionerne om det nære sundhedsvæsen.
Forringelser for borgere og ansatte
Vi ved, at sensommeren er lig med budgettid i de 98 kommuner, og år efter år bliver der udgivet budgetforslag, som desværre ofte er sparekataloger fyldt med eksempler på, hvor der kan hentes kroner og ører, så budgettet kan gå op.
I år er ingen undtagelse og flere kommuner som for eksempel Fredericia, Kolding og Aarhus varsler med op til trecifrede millionbesparelser.
Kommunerne siger det selv: Det kan ikke undgå at betyde forringelser for både borgere og medarbejdere. Forringelser i en tid, hvor det nære sundhedsvæsen betyder øget kompleksitet for medarbejderne og overtagelse af en række højtspecialiserede pleje- og behandlingsopgaver, som tidligere lå i sygehusregi.
Med den øgede opgaveudflytning til kommunerne følger højtspecialiserede pleje- og behandlingsopgaver, som kræver, at der investeres i sygepleje og ikke det modsatte.
Der skal investeres i uddannelse og oplæring, hvor sygeplejersker får de nødvendige kompetencer til at varetage de nye komplicerede pleje- og behandlingsopgaver.
Derfor er der også etableret en specialuddannelse i ‘borgernær sygepleje’, som skal bidrage til at styrke indsatsen for borgere med kronisk sygdom, psykisk sygdom og personer med flere samtidige og komplekse sygdomme, men det kræver investeringer, og derfor er der ikke råd til, at der spares i kommunerne.
Stigende kompleksitet
Det virker helt paradoksalt, at nu, hvor der langt om længe endelig er kommet en anerkendelse af behovet for specialuddannelser til kommunale sygeplejersker i borgernær sygepleje, varsles der besparelser, som har betydning for sygeplejerskernes mulighed for at udføre sygepleje.
Udover at pleje- og behandlingsopgaverne er blevet mere specialiserede, har der også sneget sig en kompleksitet ind i det nære sundhedsvæsen, som har ændret medarbejdernes arbejdsbetingelser.
Det har Vive afdækket i en rapport, der viser, at kompleksiteten er stigende som en konsekvens af, at der er mange aktører involveret i den enkelte borger og uklarhed i forhold til dokumentation, ansvar og arbejdsgange.
Det skyldes for eksempel mange og hurtige udskrivelser og borgere, der er i ambulant behandling.
Dermed går opgaverne på tværs af sektorerne i et tempo, hvor det kan være ret svært at følge med, blandt andet fordi kommunikationen mellem sygehus og kommune kan være svær.
Siden 2015 skal oplysningerne om den enkelte borger videregives igennem to elektroniske skabeloner; en plejeforløbsplan og en udskrivelsesrapport. Men erfaringerne viser, at det ikke altid lykkes at få sendt den relevante information til kommunen. Noget, der er med til at øge kompleksiteten for den enkelte sygeplejerske, som står med ansvaret.
Hvem har ansvaret?
Det kan også være svært at gennemskue, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver, når borgeren modtager pleje og behandling i krydsfeltet mellem sygehus, kommune og almen praksis.
Et eksempel fra praksis kunne udspille sig således: En borger kommer retur fra sygehuset efter en blokade med binyrebarkhormon. Borgeren har diabetes, og fra sygehuset er der i udskrivelsesnotatet skrevet, at man skal være opmærksom på blodsukkeret som følge af blokaden. Men der er ikke lavet en plan for, hvor ofte blodsukkeret skal måles, og der er heller ikke ordineret pn-medicin.
Det er et lille eksempel på, hvordan koordination hurtigt kan blive komplekst, for hvem skal ordinere medicinen? Bolden ender på den kommunale sygeplejerskes banehalvdel, og hun skal så koordinere mellem sygehus og almen praksis for at få en ordination.
Det er også nogle af de udfordringer, der adresseres i den nye specialuddannelse, hvor sygeplejerskerne netop får kompetencerne til at organisere og koordinere patientforløb før, under og efter indlæggelse og på tværs af kommunens interne organisering, i forhold til almen praksis og på tværs af sektorerne.
Vi har ikke råd til besparelser
Vi har derfor som samfund ikke råd til besparelser på sygepleje, hverken i forhold til borgerens oplevelser af sammenhæng i deres forløb, men heller ikke økonomisk.
Der er dokumentation for, at det koster kommunerne dyrt, hvis borgere indlægges. Eksempelvis er priserne på indlæggelse øget fra januar i år.
Samtidig skal der være et beredskab af både sygeplejersker og hjælpere, hvis kommunerne skal være gearede til at modtage færdigbehandlede patienter. For særligt de liggedage, hvor borgerne venter på at kunne blive udskrevet, er dyre for kommunerne og er med til at udhule pengekassen.
Sygepleje i det kommunale landskab er præget af kompleksitet, højtspecialiseret pleje, og derfor bør der ikke nedrustes, men tværtimod oprustes, således at kommunerne kan leve op til visionerne for det nære sundhedsvæsen.
Derfor skal der investeres i sygepleje.
Efter Svendborg-læges dom: Frygt for at fejle
En ung læge fra Svendborg er blevet dømt som enkeltperson i en sag, der endte tragisk – ikke på grund af hende, men på grund af et belastet og travlt sundhedsvæsen.
Læger landet over viser lige nu deres protest mod et alt for presset sundhedsvæsen ved offentligt at vise deres støtte til lægen og erklære #detkuhaværetmig. Og det kunne også have været mig. Og dig. Ja alle, der arbejder i sundhedsvæsenet.
Sagen puster til den frygt, som alle sundhedsprofessionelle lever med. Frygten for at begå fejl. Vi ved godt, at det drejer sig om liv og død, når vi går på arbejde, og at en fejl ikke betyder, at kunden eksempelvis kommer til at betale for meget for bananerne, men derimod kan have fatale konsekvenser.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg, når jeg har fået fri, har gennemspillet en vagt i mit hoved for at afdække, om jeg nu også huskede at signere for medicinen, om jeg nu også huskede at sætte labels på blodprøverne, om jeg nu også huske at give medicinen, om jeg indstillede maskinen korrekt, om jeg fik videregivet en besked, om jeg fik informeret patienten eller den pårørende korrekt. Og jeg er ikke den eneste.
Halvdelen af alle sygeplejersker er bange for at begå fejl, og bekymringen skyldes først og fremmest forstyrrelser og travlhed. Det viser en måling foretaget tilbage i 2010 af Megafon for Dansk Sygeplejeråd blandt 1870 sygeplejersker, der primært er beskæftiget i kommuner og regioner. To ud af tre sygeplejerskerne fremfører, at de er bekymrede for at begå fejl, fordi de bliver forstyrret eller har for mange arbejdsopgaver.
Med sager som denne bliver frygten ikke mindre, og det kan meget vel få den konsekvens, at man af frygt for at fejle skal bruge mere tid på at kontrollere sig selv og hinanden. Og mindre tid på det, som vi frygter ikke at gøre godt nok, nemlig at give patienterne den bedst mulige behandling.
Finansministeren forstår sig ikke på sundhed
Ikke alene er det en åbenlys provokation, når finansministeren udtaler, at vi på sygehusene ikke skal løbe hurtigere, men klogere og kortere. Det er også et tegn på finansministerens åbenlyse mangel på viden om, hvad der reelt foregår i sundhedsvæsenet.
For med et krav om en produktivitetsstigning på to procent årligt kommer vi ikke uden om at løbe hurtigere. Det har de ansatte i sundhedsvæsenet igennem de seneste 16 år dagligt oplevet.
De ansatte kan også fortælle om, hvordan netop genveje og indførelse af nye teknologier gør, at de – ud over at skulle løbe hurtigere for netop at finde genveje og indføre nye teknologier – også oplever en hverdag under forandring. Til trods for finansministerens udtalelser arbejdes der faktisk benhårdt på, at vi finder de genveje, som er nødvendige for at ressourcerne udnyttes optimalt.
Finansministeren gør det, som politikere har gjort i årevis: Han trækker telemedicinkortet. Til trods for, at der endnu ikke er overbevisende forskning, der peger på, at brugen af telemedicin har ført til genveje og ressourcebesparelser.
Tværtimod er der projekter, der tyder på, at telemedicin koster mere at benytte. Det er kun hos en mindre gruppe patienter, at der kan spares noget. Ellers er telemedicin endt med at blive en serviceudvidelse frem for en besparelse. Men nu indgår det altså i forsvarstalen for en uholdbar økonomiaftale.
Nedskæringspolitikere må sove dårligt
Regeringen bebuder, at færre danskere skal betale topskat, alt imens der bliver færre hænder på landets sygehuse. De færre hænder har fået klinikchefen på landets største fødeafdeling, Morten Hedegaard, til at gå i protest. Han vil ikke længere sove dårligt om natten. Jeg forstår ham. Jeg er selv en del af sundhedsvæsenet, og jeg tror, at alle vi, der har erfaring med sundhedsvæsenet indefra, har oplevet søvnløse nætter som følge af vores arbejde.
Jeg har været en del af det offentlige sundhedsvæsen i 20 år, og har oplevet en del besparelser. Som konsekvens har vi enten måtte løbe stærkere og været lidt mere forjagede eller måtte omprioritere og effektivisere. Men vi kan ikke effektivisere os ud af alt. Politikerne skal vide, at vi prøver, så vi kan geare os til mindre budgetter og færre sengepladser, alt imens der kommer flere patienter. Det løser bare ikke hele problemet. Det vidner Morten Hedegaards beslutning om. Besparelserne har en pris. Både for patienter og ansatte.
I den aktuelle sag, som blev dråben for Morten Hedegaard, skulle hospitalerne i Region Hovedstadens finde besparelser og omprioriteringer for 640 millioner kroner. Og ingen kan friholdes, når der skal findes så store besparelser, fortæller formanden for Region Hovedstaden: Hverken de medicinske patienter, psykiatrien eller kræftområdet.
Vi kan lige så godt vænne os til det, for færre danskere skal betale topskat, registreringsafgiften skal sættes ned og grundskylden fastfryses. Hvordan de ansvarlige politikere stadig kan sove godt om natten er mig en gåde, men måske skyldes det drømmen om skattelettelser og billigere biler?